Vi er en verden i bevægelse. Den otteårige Sascha vokser op i et snæversynet skolesystem, mens transkønnede berømtheder og aktivister ser tilbage på mediernes skildring af deres liv, og hvor langt vi er kommet.

I et coronaramt Danmark bliver årets CPH:DOX lavet til en virtuel biograf oplevelse, og jeg søger efter film, der vækker noget i mig, noget, som beskriver årets tema, Movements.

Og her fandt jeg Sébastien Lifshitz ‘Little Girl’.

Kampen for LGBT+-fællesskabets rettigheder og bevægelse mod en positiv fremtid har været lang, men på DOX ser vi et tvetydigt billede.

Sascha er en otteårig fransk pige, der gerne vil have kjole på i skole og gå til ballet. Men ifølge sit CPR-nummer er hun en dreng.

Bekendtskabet med Sascha og hendes familie viser en kamp for at kunne være sig selv uden omsvøb. Den unge piges skole vil ikke lade hende gå i kjole, fordi de, med deres egne ord, ikke har fyldestgørende bevis for, at hun er en pige.

Realiteten er, at hun er født i den forkerte krop, og det er skræmmende.

Samtidig er det kun sidste år, at børn under 18 års ret til at ændre deres CPR-nummer kom på tale indenfor vores egne landegrænser. Er vi virkelig ikke kommet længere?

Moren fører an i kampen for, at hendes datter kan få lov a have en barndom som alle andre. For den har hun ret til. Men det er hårdt, når en ung piges eksistens skal være en revolution.

”Folk kalder hende ’lille frøken’ på gaden. Hvis der ikke stod noget andet i et eller andet papir, hvem ville så tvivle på det? Hvem ville tænke over det?”

Er det ligesom Buffalo Bill?
Sam Feders ‘Disclosure’ er ligeså personlig som det førnævnte portræt, men måske endnu mere aktuel. Her har transkønnede skuespillere, sangere og aktivister sat sig ned for at se tilbage på filmens historie med transkønnede fortæller.

Og mens den succes, som transkønnede ikoner har opnået indtil nu, bliver fejret, kan kritikken ikke undgås. For da skuespillerinden Zackary Drucker kom ud overfor en veninde, blev hun sammenlignet med crossdresser-seriemorderen Buffalo Bill i ‘Silence of The Lambs’.

Ligeså er morderen i ‘Psycho’, ligeså bliver transkønnede kvinder holdt for nar af ‘Sex and The City’, og ligeså outer Jim Carrey sit tidligere hook-up i ‘Ace Ventura’.

På film når en ciskønnet mand finder ud af, at en showgirl er transkønnet, så føler han sig forrådt. Og når der i tidens løb er blevet fortalt transkønnede historier fra et ciskønnet perspektiv, så er hun ikke en kvinde, hun er en mand, der blev til en kvinde.

Det er svært at se den fremmedhed, der har eksisteret, og på sin vis stadig gør, overfor et fællesskab, der altid har eksisteret. For repræsentationen er ikke målet, det er lige rettigheder, der er målet.

‘Orange Is The New Black’, ‘Transparent’, ‘Euphoria’ og ‘Pose’ er eksempler på den nyere tids repræsentation, én, hvor transkønnede individer har taget kontrollen og fået en stemme. Men så ser jeg tilbage på ‘The Danish Girl’ og indser, at der stadig er noget vej endnu.

I virkeligheden eksisterer tidens dårlige eksempler måske som noget. vi kan lære af, noget der får os til at ville gøre det bedre. Og ville jeg vide, at jeg var ikke-binær, hvis jeg ikke havde fået vist karikaturer, eller subtekst, eller dokumentarer som denne på tv?

I ‘Little Girl’ mener Saschas mor. at vi alle har en mission. Hun mener, at hendes datter er her for at lære folk at være fordomsfri, mens hendes egen er at hjælpe hende.

Og som transkønnede og ikke-binære bliver vores identitet en mission i sig selv, en mission af at være os selv og at leve i et samfund. der lader os være det. For er det vores opgave at lære andre noget? Er alle andres mission ikke blot at give os den støtte og respekt, vi har brug for?

‘Little Girl’ og ‘Disclosure’ kan ses på CPH:DOXs virtuelle biograf indtil den 5. april.