Revenge of the Electric Car

Af Frederik Schelde-Jensen

Revenge of the Electric Car følger over flere år tre forskellige elbilproducenter; General Motors, Nissan og det forholdsvis nye Tesla. På sidelinjen følges en selvstændig mand som ombygger benzindrevne til batteridrevne biler. I filmens begyndelse er der bred optimisme på alle fronter, og det virker som om, at elbilens tid står for døren. Men så kommer finanskrisen, og dokumentarens medvirkende påvirkes kraftigt af finansmarkedets nedtur, idet deres firmaers og familiers velbefindende afhænger af deres fælles satsning: elbiler.

Dokumentarfilmen giver et indblik i en spændende verden hvor det kan skifte på få dage. Filmens nok mest interessante problematik, som også påpeges af nogle af de medvirkende, er, hvorfor produktionen af elbiler stadig er på så lavt niveau som den er, når teknologien og know-how’et er til stede. Og hertil svares, at lobbyisterne for den benzindrevne bil endnu har så stor en magt, at det ikke er givtigt at investere i produktionen af elbiler endnu. At dette ikke stopper producenterne af den elektriske bil vidner bare om, at det kræver et ekstremt gåpåmod at være i branchen. Et gåpåmod, som skildres fint gennem hele filmen.

Revenge of the Electric Car kan ses den 12. november i Teater Grob.

Forbidden

Af Frederik Schelde-Jensen

Forbidden, eller som dokumentarfilmen hedder på arabisk: Al-Mamnou, omhandler kampen for et frit Egypten. Filmen er optaget frem til det egyptiske regime brød sammen, og bygges op om fem menneskers illegale politiske handlinger og om de ting, som var forbudt i det prærevolutionære Egypten. Eksempelvis var det forbudt at filme på åben gade, og at filmen indledes med én lang indstilling direkte op i himlen, er både et kald på hjælp fra en højere magt, og blot en af mange filmstumper som man ret beset skal have regimets tilladelse til at optage.

De fem interviewede personer udtaler sig alle om deres politiske ulovlige virke, og forklarer om, hvad der er forbudt i Egypten. Det debatteres også, i hvilken forstand ”den egyptiske stat” skal forstås, idet staten ikke lovgiver efter virkeligheden, men efter hvordan en elitær minoritet ønsker samfundet skal være. Det faktum at politiet er højere rangerende end enhver anden offentlig myndighed, at landet har været i undtagelsestilstand siden 1982 og at de få strejker, der i filmen berettes om, nedkæmpes hårdt, vidner om permanente DDR- eller sovjetlignende diktatoriske tilstande.

Det fangende ved filmen er de interviewedes indignation og viljen til et frit og menneskeligt liberalt Egypten, og at oprørene i filmens slutning sejrer, er da også med at skabe en form for en lykkelig slutning.
Forbidden kan ses som en opfordring til universel kamp for alt hvad du har kært, og en mere personlig læsning kunne være en påmindelse om, hvor godt vi egentlig har det i Danmark. Også selvom man kan glemme det når selvangivelsen kommer.

Forbidden kan ses i forbindelse med CPH:DOX den 9. november i Grand Teatret, hvor instruktør Amal Ramsis introducerer, og den 13. november i Teater Grob.

The Libertines: There Are No Innocent Bystanders

Af Sune Anderberg

Rock’n’fuckin’roll. Selvfølgelig ka’ du det. Stenet, skæv, lallende stiv? Lige meget, i rock’n’fuckin’roll falder chicks for dig, hipsters hopper og skriger dyrisk, uanset hvor sent du står op efter tolv, uanset hvor hule klichéer du lirer af. Du skal bare sørge for at holde pengestrømmen fra pladeselskabet flydende. For alt i verden. For selskabet ka’ sende dig ud i glemslen på et øjeblik, og du vil ik’ ha’ andet tilbage end et job på en ussel bar, en kæmpe gæld og utallige minder, du ik’ ka’ huske.

Det handler There Are No Innocent Bystanders på ingen måde om. Det er en forholdsvis poleret dokumentation af The Libertines’ genforening i 2010 efter seks års bandpause, hvor Pete Doherty og Carl Barat til gengæld har udlevet alle rockmyterne som solister. Nu er de tilbage sammen, og instruktør Roger Sargent har lavet et par interviews med medlemmerne hver især og klippet dem sammen med enkelte reunionsituationer, f.eks. en tur i øveren. Og så er der også en lang koncertoptagelse fra Reading Festival, som nok er fed, men trækker tempoet helt ud af filmen.

Af Sune Anderberg

Hvis Dylan var død i tresserne, var han genfødt som hovedpersonen i Dragonslayer. Josh ”Skreech” Sandoval er, åbenbart, tidligere skaterstjerne, nu ryger han bare en masse tjald, mens han halvhjertet gør comeback. Helhjertet er til gengæld hans bohemeudforskning af verden, og det er ikke kun måden at tale på, der tvinger én til at se lighederne med den amerikanske protestsanger (måske dækker betegnelsen kamæleon egentlig bedre).

Med sig på sin bevidsthedsrejse, som også går forbi København, men mest foregår i staterne, har han sin kæreste, den her komplet fortryllende reinkarnation af Joan Baez eller måske endnu mere Patti Smith. De udgør ligesom Dylan/Baez og Smith/Mapplethorpe en upåvirkelig, fuldstændig i sig selv hvilende enhed, og du kan ikke undgå at overgive dig til dem trods de irritationsmomenter, de også forårsager i deres hellige jagt på frihed.