To anmelderes oplevelser af den klaustrofobiske debutfilm ’Cutterhead’.

Journalisten Rie er på besøg under de Københavnske gader, for at researche til en artikel om metrobyggeriet. Under præsentationen af borehovedet sker der en ulykke og Rie spærres inde i en luftsluse sammen med to metroarbejdere. En kamp om overlevelse er nu sat i gang

Linda:
Jeg har ikke siddet mange minutter i biografen før den første følelser af klaustrofobi melder sig. Rie bevæger sig ned i det ukendte dyb med en elevator hvor der meget passende er skrevet heaven for op og hell for ned –  så er settingen ligesom sat.

Den lægger nærmest dokumentarisk ud, med håndholdt kamera, hvor Rie bevæger sig ukendt rundt i de trængte gange der blandes med høje maskinlyde. Skønne billeder af det trøstesløse metrobyggeri skaber en fortælling om en helt lille ukendt samfund, der lever under jordens overflade.

Resten af filmen foregår i et lille isoleret rum, med skæve nærbilleder og et lydarbejde der er veleksekveret og gennemtrængende, så når Ries trommehinder er ved at sprænge, må også jeg holde mig for ørerne. Skuespillerne og særligt Christine Sønderris der spiller Rie, levere en intens og nærværende præstation, og alle disse virkemidler er med til at gøre denne film til en ekstremt fysisk oplevelse, hvor jeg både må holde vejret og gispe efter det flere gange.

Den håndholdte kameraføring og de mange nærbilleder gør mig desorienteret og dette sammen med valget af location giver mig mindelser til både actionfilmen ’Daylight’ med Sylvester Stallone og gyseren ’The Blair Witch Project’, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting.

Jeg følte mig fanget sammen med Rie nede i borehovedet fordi jeg ikke kunne flygte fra biografmørkets rum. Dette er klart en film der skal ses på det store lærred for den fulde oplevelse. Men lider du af klaustrofobi, så vælg et sæde ude i siden.

Katrine:
Mens jeg sidder her og prøver at mase fingrene i tasterne ryster jeg. Jeg mærker ubehag. Det trykker. Jeg fryser og sveder. Jeg har åndenød. Jeg tør ikke falde i søvn for allerede her i min vågne tilstand hjemsøger lydene mig. Billederne. Det jeg lige har været vidne til på lærredet er så overbevisende og virkeligt at min hjerne har opfanget og virkeliggjort duftene for mig. Duften af jord, metal, ånde, hud.

Jeg har set ‘Cutterhead’ og jeg har sjældent været så fysisk og mentalt påvirket af filmkunst. Jeg føler mig fastholdt og kontrolleret. Tirret og pirret til jeg lærer at elske ubehaget.

At en debutant som Rasmus Kloster Bro kan levere et så intenst stykke filmkunst er udover hvad jeg forstår. Jeg må blot konstatere at dansk film er i helt ufatteligt gode hænder.

I kapløbet med tiden, oxygenniveauet og uvisheden når jeg at holde med alle og ingen af de indespærrede personer, og der bliver på kort tid etableret en menneskelig udvikling, som nogle ikke engang opnår på et helt liv. Det er sirligt underspillet, men jeg er ikke i tvivl. Jeg er inde i deres kroppe og ude af deres kroppe. Inde i hovederne ser jeg for mig hvilke billeder, der går igennem deres hoveder.

Jeg ser mig selv siddende med kæben i skødet. Jeg kan ikke andet end at lægge mig fladt ned og lære at leve med at ‘Cutterhead’ har sat sig tungt og nådesløst i min bevidsthed.

Og jeg elsker den for det.