Semi-selvbiografisk anden verdenskrigsfilm i børnehøjde har masser af gåpåmod og viser, hvor meget modgang mennesker kan tåle, så længe man har hinanden.
Nej, det her er ikke den uofficielle fortsættelse til Taika Waititis finurlige ’Jojo Rabbit’, som også tog udgangspunkt i nazi-Tyskland set fra et barns perspektiv.
Og der er heller ikke en imaginær Hitler som bedste ven til hovedpersonen. Faktisk kunne tonen om muligt ikke være mere anderledes i forhold til den Oscar-vindende film.
I stedet for sjov og spas med en seriøs undertone er ’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’ forankret i alvor, med en snart af lethed og varme til at dulme den værste dysterhed.
Hovedpersonen er den niårige pige Anna (Riwa Krymalowski), der bor sammen med sin bror Max (Marinus Hohman), mor operasangeren Dorothea (Carla Juri) og far Artur (Oliver Masucci) i 1933’ernes Berlin. Forældrene er socialister og jøder, hvor Arthur flittigt i kraft af sit arbejde som kritiker og journalist, skriver kritiske artikler om den nazistiske ideologi.
Prisen for det kommer, da det bliver klart, at Hitler får regeringsmagten og Arthur står på en fjendeliste. Derfor er de nødt til at flygte og efterlade det meste af deres liv – inklusiv Annas yndlingslegetøj, den lyserøde kanin.
En cirka sand historie
Filmen er baseret på forfatteren og illustratoren Judith Kerrs semi-selvbiografiske bog, om dengang hun og hendes egen familie måtte flygte fra nazisterne.
Metalaget giver unægtelig en hvis autencitet til værket og dermed også lidt ekstra line i forhold til de allermest tåkrummende optimistiske replikker og situationer.
For Anna bliver vist som en lidt naiv og mere barnlig, end en niårig ellers burde være – hvilket Krymalowski skal have cadeau for at eksekvere glimrende. Og det er jo okay, for det er muligvis sådan, hun var, og bogen var også skrevet til Kerrs egen søn, så han kunne forstå, hvad det var hans mor var gået igennem.
Instruktør Caroline Link (der vandt en Oscar for filmen ’Nirgendo in Afrika’) har derfor kunne vælge en mindre bombastisk stil, end for eksempel Waititi gjorde. Der bydes på det ene naturskønne område efter det andet i schweiziske alper og byerne en elegance i bygningerne, som er med til at hensætte en tilbage i 1930’erne, før verden gik amok.
En helt almindelig familie
Filmens hjerte og lunger findes i de scener, hvor familien får tid til at reflekterer over, hvad der sker omkring dem. Antisemitismen ligger som et klamt tæppe over hele Europa og spydige bemærkninger om jøder lurer hele tiden. Både fra folk, der ved de er det, men også bare i løs samtale, som den Arthur har med deres udlejer i Paris, hvor de også kommer til.
Krigen er endnu et godt stykke ude i horisonten, men via breve og beretninger hører de om nogle af de ting, der senere hen skal blive hverdag under det fascistoide styre.
Kontrasten er derfor slående, når noget af det vilde, der sker, er når Anna føler sig udenfor i skolen, fordi de andre synes hun er underlig. Grunden til det? Man kunne se hendes underbukser, da hun slog en vejrmølle – drama!
’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’ er et behageligt bekendtskab og reminder om, at selvom verden er helt af lave, så er der stadig lyspunkter, hvis man kigger godt nok efter. Og sammen med de rigtige er der ikke noget som helst, der er umuligt.
