En faderlig fejde eller en fald-på-halen fadæse? ‘Daddy’s Home’ er lige så hit-and-miss som et arrangeret ægteskab.

Vi starter med en lille opskrift: Bland et stereotypisk, lykkeligt ægteskab med et næsten endnu mere karikeret tidligere et af slagsen. Fyr derefter op i følelseskakkelovnen med en hjemkommen biologisk far, smid et bananskræl på gulvet og lad to-fars-systemet gå amok på så overfladisk vis, som kun Hollywood kan gøre det. Resultatet er ’Daddy’s Home’. En ny Ferrel/Wahlberg komedie fra den erfarne komedieinstruktør Sean Anders. Hvis man synes, hans andre gerninger inden for komediegenren er hit-and-miss i deres komiske gennemslagskraft, er ’Daddy’s Home’ den trolige efterfølger.

Kampen om husets høvdingehat
Det moderne selvhjælpsskvat Brad (Will Ferrell) duellerer mod Dusty (Mark Wahlberg) – en muskelmassiv, militær-bad boy – i en driftig dyst om afkommet og dets afsenders gunst. Deres komiske kemi er konstant nærværende. Man kan hele tiden fornemme, hvor godt det kunne have været, men de får ikke tilstrækkelig mulighed for at udfolde det latterkrampefremkaldende samspil, vi så i f.eks. ’The Other Guys’. De druknes i slapstick og overbrugte komedieklichéer. Hvem skulle have troet, at en forsigtig, følsom fyr ikke kunne styre en motorcykel, og at et barn kunne sige noget upassende?

Dermed ikke sagt, at det er hele filmens lod. Thomas Haden Churchs birolle er et højdepunkt i sig selv som Brads (Will Ferrell) chef på smooth-jazz radiostationen The Panda. Han har altid en vanvittigt upassende og desillusioneret livslektion at dele ud af, hvortil Will Ferrell leverer sine bedste deadpan-reaktioner. Det er uden tvivl filmens højdepunkt, og man føler et gensynets glæde med alt det gode fra ’Anchorman’.

Typisk i stereo og middel som måleenhed
En mere ærgerligt eksekveret rolle er Linda Cardellini som moderen Sara. Hun har ingen komisk funktion. Hun har nærmest ingen funktion overhovedet, set i forhold til hvor central hun burde være i en historie om to mænd, der kæmper om hende. Hun degraderes til at være en temmelig substansforladt, bekymret skrukmor, der ser passivt til mændenes vanvid og virvar. Den faderlige fejde stjæler showet, og end ikke krigsbyttet bidrager med en smule flerdimensionalitet til historien.

‘Daddy’s Home’ er ikke nødvendigvis en dårlig komedie. Det er bare en af den slags komedier, hvor man får serveret hovedretten i traileren. Så sidder man der i biografen og spiser rester og ærgrer sig over, at der ikke rigtig var mere at komme efter. Måske havde jeg for store forventninger, måske havde filmen for få gode øjeblikke. Måske er det det bare en middelmådig komedie om middelklassens stereotype småproblemer.