Om den 10/4 på Copenhagen PIX 2015.

Festivalens lavpunkt allerede overstået
På festivalens anden dag så jeg Jean-Luc Godards film ’Goodbye to Language’. Filmen er i 3D, og jeg havde hørt en masse om, hvor spændende brug Godard gjorde af de tre dimensioner. Udover en enkelt interessant idé, hvor to billeder blev lagt oveni hinanden, er der absolut ingenting at komme efter i ’Goodbye to Language’. Det er elendigt, forfærdeligt og virker mest af alt som om Godard giver publikum fingeren. Der er intet sammenhængende plot, medmindre man selv er frisk på at strikke de forskellige scener sammen til en enhed, og den tekniske side af filmen er så ringe, at det er svært at forstå. Godard har sikkert haft en grund til at lave filmen som var det en sammensmeltning af tilfældige YouTube-klip, men det betyder ikke at det er sjovt at se på.

Jeg kan på ingen måde anbefale filmen. Så skulle det da lige være for, at man selv kan opleve, hvor dårlig filmen er. Men det er ikke engang den slags film, der kan nydes ironisk. Man bliver bare i dårligt humør af den, og selvom den kun er 70 minutter lang, føles den tættere på de tre timer. Hvis man alligevel skulle have lyst til at se filmen, kan man se den både den 14. april og den 19. april, begge dage i Cinemateket.

Europæiske perler
Heldigvis kunne jeg tænke lidt tilbage på nogle af de gode film, jeg så om torsdagen på PIX-åbningsdagen. To af dem kan bestemt anbefales, så de skal lige nævnes.

Jeg startede dagen med at se ’Buzzard’. Læs Oskar Keanes perfekte beskrivelse af den film i hans reportage fra dag 1 på PIX. Han siger det bedre end jeg kunne, og jeg er helt enig i hans anmeldelse.

Efter ’Buzzard’ valgte jeg at se ’Wild Life’, en fransk/belgisk film instrueret af Cedric Kahn. Filmen handler om natur, familie og forældremyndighed. Åbningsscenen kaster os direkte ud i noget der ligner en flugtscene, men er det virkelig det? ’Wild Life’ viser sig at være dybere end man først skulle have troet, og det er svært ikke at blive revet med efterhånden som handlingen skrider frem og man lærer karaktererne at kende.

Den bedste film jeg har set endnu på PIX er dog den spanske krimi ’Marshland’. Sammenligninger kan være farlige, men det er svært ikke at komme til at tænke på ’True Detective’ – og i særdeleshed ’Memories of Murder’ – når man ser ’Marshland’. Det er den klassiske historie om de to partnere, der har en del problemer sammen og skal lære at arbejde sammen for at opklare en sag. De ankommer selvfølgelig til en lille by, der selvfølgelig har mange underlige indbyggere med hemmeligheder, og selvfølgelig er alt ikke som det skal være. Men det er hamrende godt skruet sammen. Det er filmet så utrolig smukt, med skønne billeder af naturen set højt oppe fra. Det er en film, som er skabt til et biograflærred, og intet mindre kan gøre det.

De to film kan begge ses den 13. april.