Mit navn er Mathilde, og hver gang jeg er på filmfestival, mister jeg evnen til at tænke klart

Lige nu foregår der en enormt interessant og nøje tilrettelagt filmfestival i København. Måske ved du det godt allerede. CPH:PIX hedder den. Og til en filmfestival hører et mere eller mindre højrøvet parnas af mennesker, der i en velmenende tone, vil fortælle dig, hvordan du skal håndtere en uoverskuelig bunke af filmvisninger.

Måske har de set nogle af filmene før på andre festivaler. I udlandet (uuuh). Eller også tror de bare, at de er bedre end dig. Måske er de bedre end dig. Dem der kan guide dig rent og direkte til de højtflyvende filmoplevelser har nemlig øvet sig hver dag længe i at have fingeren på pulsen. De er supersoniske, når det kommer til at sanse afvigende film af den ene eller anden slags.

Jeg har ikke øvet mig særlig meget. Derfor er jeg også altid hende, der ender med flere jævnt underlige og uplacerbare filmfestivaloplevelser, end dem af høj og uforglemmelig kvalitet. Men med mange anekdoter og ar på sjælen.

Med to besøg på Berlinalen og en meget engageret (læs: naiv) dækning af CPH:DOX i 2016, er jeg ikke grøn indenfor festivalfiasko. Men der er noget, jeg har tænkt en del over.

Hvis man tæller film inde på CPH:PIX’ hjemmeside, vises der i løbet af festivalen 160. En stor del af dem, vil mange almindelige sunde og fornuftige mennesker, synes er hvis ikke dårlige, så mere end almindeligt underlige. Er mit gæt.

For en filmfestival er det sted, hvor selv en reggae/gangsterfilm Idris Elba selv har instrueret (’Yardie’ hedder den), fyldt med smukke skuespillere kan skuffe grummere end en turistøens bedst ratede restaurant på tripadvisor.

Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt er gang på gang følelsen jeg har siddet med. Er det bare mig, som har været dårlig til at vælge? Ungdomsdrama om pædofili, what’s not to like? (’Butterfly Kisses’ til Berlinalen i ’17).

Det er groft sagt af mig, jeg ved det godt. At mange festivalfilm er på festivaler, fordi de ikke er gode nok til at blive distribueret. For det er også i høstakken, man finder en nål og af uransaglige årsager bliver glad for sit fund. På filmfestivaler kan man finde det smukke i det middelmådige, det jævne, det overdrevent kunstnerisk drevne. Og så er der også bare en masse gode film, som ikke ellers bliver distribueret. Det har jeg i hvert fald hørt fra andre.

Min mission, som indehaver af presseakkreditationens guldkort på CPH:PIX, bliver i år at gøre som jeg plejer. Være ude i dårlig tid og derfor opdage hvilke film, der er noget ved musikken, når de for længst er udsolgt. Jeg vil tage dårlige overdrevent begejstrede og naive val baseret udelukkende på festivalens egne beskrivelser af filmene. Jeg vil læse om ’Funan’ en animationsfilm om De Røde Khmerers folkemord i Cambodia og tænke, det lyder lige som noget for mig. Jeg vil læse om  ’The Kindergarten Teacher’ og pakke alle rationelle tanker væk. Glemme at det er en røvsyg titel og i stedet tænke ”Maggie Gyllenhall er med, den har vundet priser på Sundance festivalen, den er sikkert fremragende”. Jeg vil bilde mig selv løgne ind; ”hvis det er indie, så er det nok godt”, ”du elsker da lange socialrealistiske film”, ”du kan sagtens holde dig vågen til den sene forestilling i Gloria”.

Jeg håber i har lyst til at følge med i min hovedløse festivaldeltagelse. Oddsene er imod mig, men måske bliver jeg så heldig at opleve et mesterværk denne gang.