Hvordan forvalter man frihed som kvinde i 40’erne? En frihed som man i øvrigt slet ikke har bedt om? 

Vil du have svar på overstående, kan du lige nu tage plads i biografmørket og se Mia Hansen-Løves bud. Et bud som jeg gerne havde set udmundet i et lidt frækkere tilbud.
Lad mig være ærlig. Jeg har ikke set mange franske film og er ikke specielt hjemmevant i Art Cinema-verdenen. Mine forventninger var derfor relativt uklare, men ikke desto mindre høje til ’Dagen i morgen’ af den anerkendte kvindelige instruktør og manuskriptforfatter med det danskklingende navn, som blev nomineret til Guldbjørnen i Berlin. Desværre gav en ellers velspillet og æstetisk smuk fortælling om det at blive gråhåret mig tilsvarende grå hårrødder.

Nathalie underviser i filosofi på et gymnasium i Paris. Hun er passioneret omkring sit arbejde og nyder glæden ved filosofisk tænkning. Hun færdes i dannede kredse og deler sin tid mellem sin mand, 2 voksne børn, en syg og besidderisk mor samt sin protégé – den tidligere elev, Fabien. Nathalie er etableret og tilfreds med sin tilværelse og har ikke til hensigt at ændre på den. Men da Nathalies mand pludselig forlader hende til fordel for en anden kvinde, er hun nødsaget til at revidere sit liv og genopfinde sig selv.

Underholdning vs. æstetik
Jeg går i biografen for at blive underholdt. Hvorvidt og hvordan denne forventning indfries kan afhænge af forskellige faktorer. Jeg har ikke en facitliste, og må indrømme, at min vurdering somme tider er mere subjektiv end saglig. Jeg ville gerne have været den kultiverede anmelder, som skamroser ’Dagen i Morgen’, men jeg må krybe til korset og tilstå, at jeg faktisk kedede mig en smule. 102 minutter med Rousseau-citater er bare ikke lige min kop te. Det er selvfølgelig en overdrivelse, og filmen havde da også langt mere at byde på end filosofisk rejsning, men ikke desto mindre ikke nok til at få mig op at stå.

Jeg afviser ikke at ’Dagen i Morgen’ er en flot film, slet ikke. Tværtimod anerkender jeg en yderst flot billedside, hvor det franske udtryk mise-en-scene for alvor kommer til sin ret, mens naturskønne omgivelser og det elegante Paris kræser for øjnene. Lydsiden har jeg heller ikke en finger at sætte på. Her blev jeg forkælet med et herligt miks af franske chansons, Franz Schubert kompositioner og Woody Guthries sydstatsrøst.

Mere radikalitet, tak
Roses skal Mia Hansen-Løve også for et interessant præmis. Vi har set den klassiske ungdomsfortælling nok så mange gange, og derfor er en filmatiseringen af at udforske det at blive gammel ikke nogen dårlig idé – måske havde jeg bare håbet, at det var en smule sjovere at blive ældre. Jeg er klar over at filmen ikke har til formål at få mig til at klappe mig på lårene, forarges eller stortude, og jeg siger heller ikke, at det havde været fedt, hvis Nathalie pludselig havde kørt ægte sex-and-the-city-stil efter bruddet med sin mand. Det passer slet ikke til filmens stil og den overbevisende hovedrolle som skønne Isabelle Huppert besidder, men udviklingen som Nathalie gennemgår og filmens tempo generelt bliver lidt for langsomt til mig.

Skuespillet er nævneværdigt. Karakterne og deres indbyrdes relationer er overbevisende helt ind til benet, men desværre bare ikke så sjove at iagttage. Med risiko for at lyde proletarisk eller udfylde rollen som den dumme pige i klassen, sad jeg faktisk mange gange og håbede på, at Nathalie ville hoppe på den lækre anarkist og idealist Fabien med hullede bukser og ufriseret hår. Men ligesom Nathalie udtaler, at hun er blevet for gammel til radikalisme, byder filmen ligeledes heller ikke på nogle radikale udsving, som jeg simpelthen kom til at savne.

Tænder du på fransk charme og en smuk fortælling, vil jeg råde dig til at indtage biografsædet med det samme. Kræver din tilfredsstillelse mere brænde på bålet, er det ikke ’Dagen i Morgen’ som giver dig din udløsning.