Vi har set den lille mands kamp mod systemet portrætteret i den ene Hollywoodbasker efter den anden. Men Dallas Buyers Club er lykkeligvis mere end bare en fortærsket historie om Davids kamp mod Goliath, ikke mindst takket være Matthew McConaughey, der spiller rollen som martret machomand helt eminent.
Ron Woodroof er en vaskeægte cowboy, en mand modelleret af den gamle skole, med fødderne solidt plantet i den texanske muld. Derfor tror han i første omgang ikke på lægerne, da de stiller diagnosen AIDS med en måned tilbage at leve i – for i midten af 80’erne bliver AIDS stadig set som en sygdom, der i hvert fald ikke rammer homo-forskrækkede cowboys. Ron er dog ikke sådan at slå ned, så han sætter sig for at få fingrene i en kur mod den forbistrede virus. Undervejs må han modvilligt danne makkerpar med transvestitten Rayon (Jared Leto) og den yndige unge læge Eve (Jennifer Garner) for at få lægeverdenen og medicinalindustrien til at frigive den medicin, der kan hjælpe HIV-smittede.
Dallas Buyers Club er en film om en mand, der umiddelbart ikke er gjort af klassisk helte-stof. Ron vil egentlig helst bare drikke bajere, sniffe dårlig coke, score damer og besejre rodeotyre. Men den dødsdom, der pludselig bliver allestedsnærværende i hans tilværelse, forvandler cowboyen fra halvdoven og homofobisk hill-billy til foretagsom forkæmper.
Matthew McConaughey spiller Ron med indædt energi trods det udmagrede ydre. Han er strålende fra første scene og holder niveauet hele vejen gennem filmen. Det klæder i den grad McConaughey at blive ældre, for nu overskygger six-packen ikke længere skuespiltalentet, og Rons karakter bliver dybt troværdigt fremstillet i al sin fejlbarlige sårbarhed.
Jared Letos præstation som drag-queen skal også fremhæves. En ellers tragisk figur bliver her spillet yderst fintfølende og respektfuldt. Rayon er en af de mest rørende karakterer, jeg længe er stødt på.
Derfor er det også en smule irriterende, at Jennifer Garners Eve er så velopdragen og pæn, selv når hun trodser systemet. Hendes figur er flad og kedelig, og man savner en omgang fandenivoldskhed fra hendes side, for selv når hun smækker med dørene og byder magten imod, er det hele underligt hæmmet.
Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket af en film, der med sit tema meget nemt kunne være blevet en tårevædet og kvalm omgang Hollywood-metervare. Gudskelov sker det aldrig fordi, den simpelthen er så helvedes vel- og underspillet. Tilbage står et dygtigt eksekveret og rørende portræt af en almindelig mand, der formåede det usædvanlige.