Coronavirussen spreder sig, og min hverdag, som jeg kender den, eksisterer ikke længere. Danmark lukker, og hvad skal jeg gøre af mig selv? I et forsøg på at forlige mig med situationen, vender jeg mig mod film om mennesker, der pludselig er mutters alene eller fanget indenfor ligesom jeg.
En hidtil ukendt virus spreder sig til store dele af klodens befolkning, og Verdenssundhedsorganisationen erklærer krisen for en pandemi. Statsministeren toner frem på TV-skærmen under et akut pressemøde. Overskriften på de gule breaking-bannere er både let at forstå og svær at kapere: DANMARK LUKKER NED.
Det lyder som en film, men den er god nok. Det næste stykke tid skal danskerne blive hjemme. Alle planer aflyses. Grænserne lukkes, og danskere i udlandet skal komme hjem. Det er bare… skørt.
Pludselig er man ‘Palle alene i verden’
Da jeg tager metroen, er jeg næsten alene. Alle er med god grund i corona-skjul. Jeg sætter mig ved de store vinduer forrest i metroen, hvor jeg kan se skinnerne suse forbi under mig.
Der er klistermærkerne under vinduet. De funger som et kontrolpanel, så børn, der besøger metroen, kan køre den i børnehøjde. Helt ligesom Palle i filmen ‘Palle alene i verden’.
“Ding, ding for søren” hvæser Palle hæst, da han kører alene i sporvogn igennem Københavns øde gader. Konduktørhatten passer næppe, men det stopper ikke den bestemte Palle.
Musikken, der følger med sort/hvid-billedet af Palle bag rattet i sporvognen, trutter både fornøjeligt og lunefuldt. Vil det gå galt for Palle? Eller klarer han det fint med at være alene i den store verden?
Kortfilmen ‘Palle alene i verden’ fra 1949 er baseret på Jens Sigsgaards børnebog af samme navn. Filmen er en af de første danske film, der fortælles fra et barns narrativ. Palle vågner op en dag helt alene hjemme. Hans forældre er ingen steder at finde, og da han træder ud på de mennesketomme gader, får han pludselig nok at se til. Palle kører både sporvogn, henter penge i banken og flyver et fly højt op på himmelen.
Palle formår at udnytte den tid, han har alene. Pludselig kan han selv bestemme og gøre, hvad han vil. Palle tager situationen i egen hånd og nyder friheden i at være ene. Måske jeg også kan øve mig på det? Måske jeg skal gøre brug af metroens kontrolpanel til børn, nu hvor der alligevel ikke er nogen til at sende mig et skævt blik?
Fanget til eftersidning i ‘The Breakfast Club’
Det fascinerer mig at være steder, som andre forlængst har forladt. Jeg nyder at være den sidste til at forlade kontoret på en fredag, at cykle sent hjem fra byen og at være i skole på en weekend.
’The Breakfast Club’ fra 1985 er årsagen til, at jeg har det sådan. John Hughes’ teen-klassiker handler om fem high school-elever, der skal udstå en eftersidning sammen på en gudsforladt lørdag. Filmen fortæller en særlig historie om accept, respekt og – helt banalt, så det er genialt – om at få det bedste ud af de værste situationer.
Hughes’ film er et mesterværk af mange grunde, og én af de mest ikoniske øjeblikke er en dansescene. De fem elever er lukket inde på skolens bibliotek, hvor de hver især skal skrive et essay, om hvem de er. Imellem skænderier, hemmelige missioner med at snige sig rundt på gangene og mærkelige madder til frokost finder de unge sammenhold i kedsomheden, der blandt andet illustreres i en dansemontage.
Jeg har selv haft lignende oplevelser i min gymnasietid – ikke med eftersidning, hvis der da findes en dansk pendant, men med andre sociale aktiviteter afholdt på skolen i weekend. Sammen med en lille gruppe har jeg spillet basketball på skolens tomme gange, drukket rødvin af kaffekopperne på lærerværelset og danset på bordene i klasseværelserne.
Selvom de unge fra ’The Breakfast Club’ har følt sig fanget på skolen, har deres dans, narrestreger og gradvist mere åbenhjertige samtaler inspireret mig til at dyrke steder fra hverdagen uden for almindelige ”office hours”. Det er noget befriende i selv at udfylde det tomrum, der er, når alle er gået hjem eller er taget videre ud i verden.
Eneboer i ‘The Last Man on Earth’
Min dagligdag er for tiden simpel. Hovedsageligt kan jeg foretage mig fire ting: arbejde, spise, sove og gå ture.
Verden er ikke gået under, men den stille og ensformige tilværelse er så langt fra min hverdag, at det er naturligt at overveje: Hvad hvis den var?
Der findes adskillige dystopiske film om verdens undergang. ‘The Last Man on Earth’ fra 1964 er ingen undtagelse. Faktisk er det den første filmatisering af Richard Mathesons klassiske post-apokalyptiske horror-roman ‘I Am Legend’.
Bogen er blevet filmatiseret hele tre gange. Senest og mest kendt er filmen, der bærer bogens navn fra 2007 med Will Smith i hovedrollen. Alligevel er det den mere dystre og gruopvækkende 64er-version af fortællingen, som jeg vender mig mod under min karantæne.
Den legendariske horror-skuespiller Vincent Price spiller hovedrollen som verdens sidste mand. En virus, der gør smittede til vampyrlignende skabninger, har udryddet menneskeheden. Price er alene med meget få gøremål: han holder sig indendørs om natten og dræber vampyrer om dagen.
Filmen har et utroligt stille tempo, der får fortællingen til at virke endnu mere skræmmende. Price er særlig modbydelig og fantastisk, når han med et ferm greb og hjemmelavede træpæle spidder vampyr-skabningerne, der lurer alle vegne.
‘The Last Man on Earth’ er filmet i Italien, selvom den skulle ligne at foregå i Los Angeles. De mange skud af Price, der i dagslys bevæger sig ud i det øde Rom kun befolket af døde mennesker, som ligger alle vegne, er utrolig hårrejsende. Filmen minder mig om, at selvom tilværelsen virker tom og stille lige nu, står det slet ikke så slemt til, som i dommedagsscenariet i ‘The Last Man on Earth’.
Begrænsninger eller muligheder i isolationen?
Et fællestræk for filmene er, at der opstår et spændingsfelt mellem de begrænsninger og muligheder, man kan opleve i isolation. Okay, indrømmet. ‘The Last Man on Earth’ er ren dystopi. Der er desværre ikke mange positive sidegevinster ved at bekæmpe vampyrer med træpæl og hammer for Vincent Price. Men både lille Palle og teenagerne i ‘The Breakfast Club’ lærer en ting eller to i isolationen.
Da Palle er alene i verden, kan de voksne ikke begrænse ham. Der er ingen regler, og derfor finder han sin egen vej i verden for en stund. Han savner dog andre børn at lege med og hans forældre til at trøste ham. For Palle giver isolationen en kort glæde, men også en lærestreg. Måske mor og far ikke er så dumme endda?
High school-eleverne til eftersidning i ‘The Breakfast Club’ bliver også klogere. I isolationen tvinges de til at tale sammen. Stereotyperne, som blandt andet sportsidiot, prinsesse og nørd, viskes væk, når først de rent faktisk lytter til hinanden. De unge oplever sig selv som fanget under eftersidningen, men ser man filmen, er der ingen tvivl om, at de kommer ud friere end før på den anden side.
Mon ikke der er noget at lære i den isolation, som vi danskere oplever netop nu?
Læs mere fra Filmmagasinet Nosferatu under corona-krisen