Konventionel film om kontroversiel kunstner.

Instruktør Stéphanie Di Giusto havde potentiale til producere en vild film om en vild kvinde, resultatet er desværre blevet både regelret og gumpetungt, og gør derved ikke virkelighedens Louise Fuller ære. Men ’Danserinden’ er stadig på flere punkter en glimrende debutfilm. Om ikke andet fordi man introduceres til en decideret cool historisk person, som fortjener udbredt kendskab blandt almenvældet.

Victoriansk Wonderwoman
Marie Louise Fuller fødes i sidste halvdel af 1800-tallets USA, hun vokser op som passioneret danserinde og hendes franske rødder fører hende til Frankrig hvor publikum er mere modtagelige overfor hendes avantgarde og eksperimenterende scenekunst.

Under kunstnernavnet Loie opnår hun berømmelse på de skrå brædder i Paris og formår at blive pioner indenfor udvikling af scenebelysning, leder af hendes egen danseskole og fremtræden medlem af den franske jugendstil-bevægelse. Et imponerende og kontroversielt repertoire for en kvinde i hendes samtid og som efter manges mening har efterladt Loie et vigtigt eftermæle i den moderne scenekunst.

Middelmådigt manus
Med sådan et imponerende CV burde det være umuligt at lave alt andet end en knaldgod film ud Loie Fullers liv – men Di Giusto formåede det umulige og resultatet der står tilbage er desværre ikke i nærheden at være knaldgodt.

Billede, lyd og skuespil fungerer fint; akilleshælen er manuskriptet. Loies bedrifter som pioner indenfor elektrisk scenelys (hvor hun besad talrige patenter) og hendes rolle som underviser og forbillede for et kollektiv af unge danserinder (”fulleretterne”) får kun lov at danne baggrund for en kedsommelig rivalisering med den yngre danserinde Isadora Duncan (Lily-Rose Depp).Isadora ankommer fra USA for at være Loies protege, men hun stjæler hurtigt rampelyset fra Loie.

Ambivalent antagonisme
Isadoras karakter er dårligt skrevet og fungerer derved som en ringe antagonist. Hun dukker pludseligt bare op i filmens tredje akt og fremstår dygtigere, smukkere og mere frigjort end vor hovedperson.

Men vi har i det foregående akter netop fulgt Loies vej til toppen, vi har set hende fornedre sig selv og vi har set hvor slående kontrast der er imellem hendes feminine scenekunst og den hårde fysiske, maskuline træning og gradvis mere og mere udpinte, belastede krop som understøtter den, det hele ulasteligt spillet af franske Soko. Isadora derimod præsenteres som et overmenneskeligt naturtalent til sammenligning, karakteren fremstår derved utroværdig og ikke mindst kedelig.

Og så var det heller ikke værre
Rivaliseringen fremstår altså umådeligt kedelig fordi antagonisten er det, jeg ville personligt meget hellere have holdt et strammere fokus på Loie, hvis karakter rent faktisk er underbygget og interessant, og som desværre ikke får lov at fylde så meget som kildematerielt ellers tigger om.

Men problemer til trods har filmen stadig masser af byde på: ja 3. akt føles lang, men det kan ikke siges om de første to akter, og skuespillet fejler intet. Der hvor filmens virkelig styrke ligger er i billeder og atmosfære, her kommer instruktørens baggrund i musikvideobranchen til rette.

Publikum forkæles med nogle utrolig smukke dansescener hvor Loie let som en fjer snurrer rundt på scenen i enorme silkekjoler badet i farvet lys i takt med et gendigent, klassisk-inspireret soundtrack. Det hele fremstår let, elegant og drømmeagtigt og opsummere derved jugendstilen på fineste vis.

Di Giusto lykkedes også med en fascinerende skildring af 1800-tallets parisiske sceneliv som er en rå, primitiv baggårdseksistens for scenens indbyggere – en slående kontrast til det pompøse, fashionable aristokrati som de underholder.

En skam at disse filmens styrker ikke udgør filmens fundament snarer end den baggrundsrolle, manuskriptet har degraderet dem til. Det kan dog ikke ændre på, at de er så veludførte, at filmoplevelsen for mit vedkommende stadig lå langt over middel, til trods for 3. akts sabotageforsøg.