I 1750’erne bosætter den engelske Collins-familie sig på det nyopdagede USA’s østkyst. I Maine grundlægger familien et fiskeriforetagende der senere skal vise sig at blive et sandt forretningsimperium. Havnebyen, Collinsport, opkaldes efter familien, og Joshua og Naomi Collins manifesterer deres magt gennem opførelsen det enorme slot Collinwood Manor. Alt er fryd gammen, og det er i denne luksuriøse tilværelse deres søn, Barnabas (Johnny Depp), vokser op.

Tyve år senere er Barnabas en respekteret forretningsmand og en taktløs playboy. Barnabas forelsker sig i den underskønne Josette (Bella Heathcote) med den hjerteknuste Angelique Bouchards (Eva Green) had til følge. Angelique vil have hævn over Barnabas, så hun forhekser Josette som springer ud fra en klippe og dør i Atlanterhavets voldsomme bølger. Men Angelique vil også af med Barnabas, så hun vender hele Collinsport imod den driftige forretningsmand og når at gøre ham til vampyr inden han begraves. Levende.

I 1972, næsten to århundreder efter sin begravelse, bliver Barnabas vækket til live idet der skal anlægges en ny hovedvej henover det sted hvor hans kiste blev begravet i slutningen af det attende århundrede. Til sin store sorg erfarer Barnabas, at hans families fiskeriimperium er så godt som styrtet i grus, og at den nulevende Collins-familie langt fra minder om fordums glorværdige familiemedlemmer. Det eneste medlem Barnabas nærer en smule tiltro til, er det kvindelige familieoverhoved Elizabeth Collins (Michelle Pfeiffer), og de to forsøger at genskabe Collins-imperiet. Husets psykiater Dr. Julia Hoffman (Helena Bonham Carter) finder Barnabas’ utidige væsen interessant, men midt i den spirende forretningsiver dukker en gammel kending op: Angie, som har været primusmotor i at vælte Collins-familiens handelslykke siden 1770’erne…

Dark Shadows er bygget på tv-serien af samme navn fra 1966-1971. Eftersom tv-serien løb over fem år, havde den god tid til at forklare de mange omstændelige indledende historier. Heldigvis slipper filmen godt fra den lange introduktion som akkompagneres af Depps voice-over. Herefter tager 1972-handlingen over, og den består af scener som er til for at lede op til den næste: Der er ingen dvælen ved noget som helst, og det er der heller ingen grund til, for filmen kræver ikke af sit publikum, at det skal gøre sig nogle dybsindige overvejelser.

Filmens morsomste tilbagevendende vittighed er den totalt malplacerede Barnabas, som ikke begriber sig på ret mange ting i Amerikas konsumerende 1970’ere. Tillige medfører Barnabas’ Shakespeare-inspirerede engelsk mange misforståelser og en stor mængde fejlslagen kommunikation som er helt henrivende. Depp er født til rollen som den ufrivilligt sjove vampyr, og leverer gang på gang uforudsete one-liners.

Dark Shadows er et positivt bekendtskab, men med en lidt for forudsigelig historie. Dette glemmes dog i virvaret af de mange personer, deres indbyrdes relationer, Barnabas’ misplacerede væsen, og en uforudset optræden af Christopher Lee. Sammen med et lille men velvalgt udpluk af 1970’ernes lykkelige soundtrack danner den gotiske thrillerkomedie en fin filmoplevelse som huskes i lang tid.

Af Frederik Schelde-Jensen.