Instruktøren Todd Haynes bringer os intelligent og engagerende kapitalismekritik med en beundringsværdig præstation af Mark Ruffalo.

Den succesfulde storbyadvokat Robert Bilott (Mark Ruffalo) står sammen med den frustrerede bonde Wilbur Tennant (Bill Camp) og skuer ud over et stort markområde. En masse små forhøjninger, som ligner kæmpe muldvarpeskud, dominerer stedet. Dét, de faktisk ser på, er en massegrav for de 190 køer, bonden har mistet.

Wilbur mener, at dødsårsagen skyldes et læk fra kemivirksomheden DuPont Chemicals.

Filmen kredser om en af verdens mest omfangsrige miljøskandaler. Manuskriptet er baseret på artikler skrevet om sagen og den virkelige Robert Bilotts erindringer om katastrofen.

En dag bliver advokaten forstyrret, mens han sidder i møde. En meget vred landmand fra Roberts fødeby Parkersburg i West Virginia vil hyre ham som anklager i en sag mod DuPont. Landmanden er desperat til bristepunktet, for ingen vil hjælpe ham. Ingen tør gå op imod det magtfulde firma.

I starten er Robert skeptisk, for hans arbejde som advokat handler om at forsvare firmaer som DuPont. Men han lader sig overbevise. Både han og hans chef (Tim Robbins) tænker først, at sagen bare er en bagatel.

Det starter med en rysten i højre hånd
Vi følger ham igennem dét, der bliver til en mangeårig kamp mod DuPont. Han går til sagen somen detektiv.

Filmen rummer rigtig mange informationer om kemi, miljøstyrelsen og om systemet i almindelighed. Men selvom det måske lyder kedeligt, er det ikke et problem.

Faktisk er det en af filmens største styrker. Det forstærker ens oplevelse af den dramatiske og livsomvæltende indre rejse, som sagen udvikler sig til at blive for Robert Billot.

Vi fornemmer stærkt, hvad der er på spil i forhold til sagen, men også hvordan advokaten påvirkes af den uhyrlige viden, han støder på.

Igennem hele sin karriere har han forsvaret magtfulde firmaers rettigheder, og nu blotlægges det for ham, hvordan DuPont bevidst har misbrugt deres massive magt og velvidende forgiftet borgernes drikkevand.

Beretningen er opdelt i kapitler fra 1998 til 2015, og det gør det mere overskueligt at følge med og giver samtidig en stærk følelse af hvor meget, processen udmatter advokaten.

Langsomt overtager den hans krop. En rysten i højre hånd er kun begyndelsen…

Historien gav mig en omvæltende tur i den emotionelle rutsjebane. Tristesse, vrede, glæde, frustration og gru ramte mig på skift.

Mark Ruffalos præstation som Robert Bilott går under huden på én. Hans spil er intenst og ægte.

Associationer til den græske mytefigur Sisyfos, der igen og igen må rulle sin sten op ad bjerget, lå ikke fjernt fra mine tanker.

Èn gang til for prins Knud
Anne Hathaway fortolker rollen som Robs kone, Sarah. Men vi får vi kun en vag fornemmelse af, hvem hun er. Under en samtale med Robs chef (Tim Robbins) udbryder hun vredt: ”Don’t talk to me as I am the wife”.

Desværre kan man anklage filmen for at se hende på samme måde. Hvilket virker ret grotesk, når man tænker på de fascinerende kvinderoller, Todd Haynes tidligere har skabt. I særdelshed i ’Carol’ og ’Far From Heaven’.

Få gange kammer filmen over ved at sætte en al for fed streg under sine pointer. Eksempelvis når vores protagonist holder en brandtale for sin kone om, hvordan systemet er korrupt, og staten beskytter giganter som DuPont, virker det som ’en gang til for prins Knud’.

Det skyldes formodentlig, at filmen er skåret over den meget klassiske skabelon: Den lille mand mod systemet.

Heldigvis vrister filmen sig mestendels ud af det greb, og tilbage står en beretning, der vækker ens engagement og emmer af dybfølt indignation.