Du skal med på en dokumentartur: vi er i det sydvestlige USA, i Death Valley, hvor en øde landevej snor sig gennem det golde og uforsonlige landskab og hvor et skilt med ”No Service Ahead” måske skræmmer os fra at køre videre. Det er i vert fald intentionen – for skiltet er opsat af indbyggerne i Darwin, en ægte gammel boomtown mineby som nu er helt falleret og tæt på status som spøgelsesby, hvis det ikke var for indbyggertalletpå 35 voksne mennesker. Hver af dem har deres grund til at have slået sig ned i denne flække in the middle of nowhere.
Instruktør og dokumentarist, Nick Brandestini, har skaffet os indenfor i dette isolerede minisamfund, der forventeligt nok består af en god blanding originaler og særlinge. Vi møen god del af dem, fx den gamle vindtørre minearbejder Monty, som ikke kunne slæbes ud af Darwin med ti vilde heste, men som heller ikke helt vil ud med hvad der holder ham i byen. Hans hus har en indgangsportal med to store Buddha figurer og indenfor i noget der er lidt af en samlerhjem er han i fuld gang med at udleve sin indre kunstner. Der er også Susan, som er den eneste i Darwin med et job. Hun er byens postmester og en gammel hippie med stærke idealer. Og så er der Hank og Connie som har lagt en mørk fortid bag sig og har fundet både fred og en ny hjemmelavet religion i Darwin, hvor man, som Connie siger, ”bliver accepteret for hvem man er i dag – ikke hvem man var i går og ikke hvem man er i morgen”.
Brandestini har formået at komme tæt nok på disse i bund og grund samfundssky og småparanoide mennesker til at de har åbnet sig og fortalt deres personlige, ofte smertefulde, ofte voldelige historier til et kamera og til os. Det er noget af en bedrift. Gennem ti korte kapitler graves fortællingerne frem, og der komplementeres med lokalhistorie og hverdagsliv i byen. Darwin er langt fra et utopisk paradis, men midt i intriger, magtkampe og våben, mange våben (!), er byen mærkeligt nok blevet en tryg havn for dens tilflyttere.
Filmen Darwin er fascinerende, morsom og rørende. Vi er så langt fra det USA som mange drømmer om og det er en gave at komme indenfor i både byen og i hjemmene. På ingen tid åbnes en unik verden for os og vi lærer nye folk at kende. Man får helt lyst til at kigge forbi til en kop kaffe hvis man en dag skulle være i området, men det er nu ikke sikkert det er så god en idé. Man skal vist hellere se filmen i Cinemateket og være på tryg afstand af det hele.
Filmens hjemmeside og fotos finder du her
Af Dorte Winkler 