Rappe replikker i maskingeværstempo og en Gary Oldman i topform er lyspunkterne i en ellers skuffende biopic om Hollywoodlegenden, manuskriptforfatteren Herman J. Mankiewicz.
”Man kan ikke vise et helt liv på to timer. Man kan kun give et indtryk,” forklarer den sengeliggende Mank (Gary Oldman) til sin ”babysitter” John Houseman (Sam Troughton), da han udtrykker bekymring for, hvor langt det manuskript, som forfatteren arbejder på, bliver.
Året er 1940 og Herman J. ”Mank” Mankiewicz skriver på det, som ender med at blive filmklassikeren ’Citizen Kane’, og han har 60 dage til at færdiggøre arbejdet, ellers får han ingen penge.
For at sikre sig, at den spiritusglade manuskriptforfatter ikke bliver distraheret, har filmens debuterende instruktør Orson Welles (Tom Burke) fået installeret Mank på en ranch i midten af ingenting sammen med en britisk sekretær (Lily Collins) og en tysk sygeplejerske (Monika Grossmann) – og så selvfølgelig manden, der skal sørge for, at alkoholikeren gør sit job.
Omdrejningspunktet i David Finchers nye film ’Mank’ er tilblivelsen af det manuskript og lidt mere. For præcis som i det cinematiske mesterværk fra 1941, springer vi rundt i forskellige punkter i den feterede Hollywood-forfatters liv, så vi ikke kun er fastlåst til sengen med den brovtende charmør. Især forholdet til inspirationen til Kane-figuren, William Randolph Hearst (Charles Dance), bliver sat under lup.
Indsæt pun om, at Mank rimmer på Dank
’Mank’ er meget anderledes end tidligere værker i Finchers portefølje. For det første er den i sort/hvid og forsøger i en nærmest sygelig grad at imitere stilen fra slut ’30erne/start 40’erne. Lige fra fonten, der bliver brugt i starten af filmen til skuespillernes navne til det moment, hvor Welles, som en anden Dracula-figur, dukker op ved siden af Manks hospitalseng.
Men mest bemærkelsesværdig er den enorme mængde humor, og de rappe replikker, der flyver afsted i maskingeværtempo. På den front har Jack Fincher (yup, Davids far) strikket et meget godt manus sammen.
Der er bare en absurd lækker krølle på halen, når en scene, hvor en døddrukken Mank sammenligner sig selv med Moses, slutter af med replikken, ”Hvis busken ude foran begynder at brænde, så væk mig”.
Hil dig, Oldman!
I de øjeblikke fungerer filmen overordentligt, hvilket ikke mindst skyldes Gary Oldmans fuldstændig geniale tour de force-præstation som den titulære hovedperson.
Det er lang tid siden, den britiske skuespiller har haft en så excentrisk karakter at boltre sig i. Han fanger perfekt det maniske i den tragiske klovn, som har hjertet på det rette sted, men indre dæmoner (druk, indignation og forfængelighed er helvedes kombination) gør, at han i flere omgange selvsaboterer sin karriere.
Skuespillet er lækkert på alle fronter, hvor vi bliver introduceret til flere karakterer fra Hollywoods gyldne æra. Burkes portræt af wunderkindet Welles er så godt, at det nærmest bliver en imitation, og Charles Dance er (som altid) genial, når han giver den gas som autoritær skiderik, der ved, han er den mest magtfulde mand i lokalet – og det er ligegyldigt, om han er Tywin Lannister eller som her, William Randolph Hearst.
Men udover dét og et fedt, jazzet score fra Finchers hofkomponistduo Trent Rezner og Atticus Ross, er det en håbløst ordinær film. Og det skyldes desværre (til dels) papa Finchers manuskript.
I faderens navn
De finurlige krumspring i tid har lidt for mange sidespor, som ikke rigtig er relevante for den overordnede historie og derfor fremstår som unødigt fyld og hey-se-den-her-berømthed-pjank. Det bliver sjældent rigtig interessant, hvorfor Manks bekendtskab med Hearst fik en bitter udgang. Det er godt og vel en time med unødig fortælletid, hvor vi, bevares, får godt skuespil og sjove replikker – men stadigvæk.
’Mank’ er fed, fordi Gary Oldman er genial og har nogle skønne one-liners at fyre af. Men det bliver aldrig en rigtig spændende film og værst af alt, så føles det på intet tidspunkt som en sand David Fincher-film. Det er solidt håndværk, men trods de tårnhøje forventninger, filmen har været omgivet af, så er slutresultatet ærlig talt lidt af en skuffelse.
