Kære læser. Det du nu skal læse er beretningen om et overgreb. Et overgreb der blev begået på mig. Dér. Midt i biografens mørke.

Jeg har stadset mig lidt ud og har i dagevis set frem til denne dag. Jeg har lavet en aftale med nr. 1 på min “mænd over 70 jeg godt kunne” liste: David Lynch (Jørgen Leth er nr. 2 på listen). Filmskaberen har gang på gang forført mig med sine greb, mystik og visdom, hvorfor jeg glæder mig til at det nu er ham selv, der udgør billedet i dokumentaren ’David Lynch: The Art Life’. Det er vitterligt kun ham og hans billedkunstneriske værker, der udgør billedet.

Lynch fckr med mig
Da jeg sætter mig til rette i mørket har instruktøren Jon Nguyen, Olivia Neergaard-Holm og Rick Barnes arrangeret et kloroformkorps, der sammen med Lynchs’ stemme sørger for at min krop bedøves fra top til tå. Min bedøvede krop bliver placeret og bundet til en rullende stol. Lammet og hypnotiseret af Lynch’ lige dele konsekvente og forførende stemme bliver jeg ført igennem mesterens værksted. Værkerne er storslåede og surrealistiske. Jeg bliver skødesløst placeret foran hvert kunstværk, mens Lynch fortæller om livets små og store finurligheder.

Komponist Jonathan Bengta følger mig på tæt hold gennem hele seancen og nyder legen med sit bytte – mig. I små stik får jeg med jævne mellemrum et stik af Bengta. Stikket er en adrenalinindsprøjtning af en anden verden, der sender et sæt ud i hver og en af mine muskler. Sammen med adrenalinen spredes et sprøjt feromoner, der sender mig i dyb forelskelse og ekstase i få sekunder efterfulgt af sorg, der tager til pga. den kortvarige nydelse. Jeg bliver leget med – både af Lynch, Bengta og instruktørerne. Stikkene kommer hver gang mester Lynch fortæller en anekdote, der ud af ingenting hæfter sig til et af de psykedeliske værker. Jeg forestiller mig at det er sådan her det føles langsomt at få trukket en række kugler påmonteret snor ud af det allerhelligste område af min krop. Det er dejligt i et splitsekund og i resten af tiden er man spændt og lettere ubekvem.

Er jeg hjernevasket nu?
Jeg opfatter det som indoktrinerende tortur og jeg er sikker på at det er et komplot større end filmen. Da jeg senere går en tur på havnen i Aarhus mødes jeg af en kæmpe stregtegning af Lynch selv. Er det et tegn? En straf? En gave? Forvirringen er total og jeg føler mig næsten også forført af denne måde at føre mig ind i en films væsen. Det er med hele kroppen og sjælen man indgår i den her relation og jeg både fascineres og skræmmes.

‘David Lynch – The Art Life’ får 3 stjerner for hver af de enheder, det bortfører mig og som stadig forfølger mig: 1. Lynch som hovedperson. 2. Jonathan Bengta som komponist og 3. instruktørtrioen

https://www.youtube.com/watch?v=BVgQ8yAdLbI