Skøre karakterer med højt hår og neon-farvede 80’er jokes. ‘Wonder Woman 1984’ er en advarsel for alle filmskabere, der prøver at presse nostalgi ned over hovedet på et manuskript, som hellere burde være blevet i skuffen.

Da ’Wonder Woman’ udkom i 2017 bragte den noget lys for enden af tunnelen for DC-fans. Et underholdende og frisk pust til det ellers meget dystre og melodramatiske DC-filmunivers.

Med Patty Jenkins i instruktør-stolen, blev Wonder Woman en kvindelig superhelt som endelig kunne måle sig med sine mandelige kollegaer. Gal Gadot i titelrollen var heller ikke bare en smuk kvinde i en kort nederdel med en pisk. I stedet fik vi en kvindelig superhelt som udstrålede hjerte, humor, godhed og som selvfølgelig kunne overvinde alle skurke med råstyrke og badass kampstil.

I ’Wonder Woman 1984’ er hun stadig den samme karakter, med de samme værdier og den samme lysende lasso. Men på trods af, at Patty Jenkins ikke bare er instruktør igen, men denne gang også sidder bag manuskriptet sammen med Geoff Johns, er ’WW84’ en sørgelig skuffelse, der falder til jorden i stor neon-stil.

Jeg er så træt af benvarmere og højt hår

Da jeg hørte, at Wonder Woman ville få sin efterfølger-film til at foregå i 80’erne, tog jeg mig til hovedet over endnu en pop-culture reference med aerobics og gamle konsol-spil. Det er simpelthen for billigt et trick at smide den kendte nostalgi-pind efter en film og håbe på, at den bliver taget op.

Der er ovenikøbet en makeover-montage med den genopståede krigspilot Steve Trevor (Chris Pine), som er helt paf over de helt skøre cargo-bukser. (Ej herrefedt, er 80’erne ikke bare blæret?).

Misforstå mig ikke. Man kan godt lave en film i 80’erne og slippe udenom kritikken for den nemme nostalgi-fælde. De kunne have gået hele vejen og prøvet at hylde 80’er film-stilen med skøre plots og skarpe farver. Hvis de havde gjort det, så havde jeg undskyldt alt. Men det er ikke tilfældet.

’Weird Science’ i superhelte-beklædning

Hvad ville du ønske dig, hvis du kun havde ét ønske? Det er præmissen for ’WW84’ der omhandler en fallos-lignende ”ønske-sten” fra Oldtiden, som opfylder dit ønske, hvis du rører ved den.

Pedro Pascal spiller TV-svindleren Maxwell Lord, der sætter sig for at finde stenen (for så at ønske sig at blive den). I Reagans grådigheds-besatte årti sætter plottet op til en ellers rimelig spændende præmis omkring vores dybeste begær og egoisme. Et plot som spejler nutiden rigtig godt. Men i stedet for at grave dybere ind til en historie om menneskets natur og faren ved at ønske sig, alt hvad man vil, uden at tænke på konsekvenserne, har vi fået et kaos af et manuskript der nok hellere skulle have ønsket sig en ny forfatter.

Afslappet mord og ’Cats’ cameo
Alle har et ønske dybt inde. Som fortalt ønsker Maxwell Lord at blive en sten. Diana (Wonder Woman) ønsker sig, at hendes store kærlighed Steve Trevor kommer tilbage til hende. Men i stedet for at bringe Steve tilbage til live i hans egen krop, ender han inde i en tilfældig mand.

Det er umiddelbart en meget sjov præmis og et klassisk tema igennem filmhistorien. Problemet ligger i den måde, det er blevet udført på. Både Diana og Steve er uhyggeligt ligeglade med, at Steve bare har overtaget en eller anden mands krop og bor i hans lejlighed og sover i hans seng.

Denne her mand er jo i princippet død nu og ingen reagerer på det eller nævner det. Jeg er så forvirret over den afslappede måde Steve bare har hijacket en tilfældig krop og taget hans liv fra ham uden at overveje det rimelig store dilemma i det. Det er så nøjern og svært at abstrahere fra, at det ødelægger alt ved en ellers rørende præmis, der godt kunne have været spændende.

En tredje karakter, der ønsker sig noget, som de ikke burde have ønsket sig, er Barbara Minerva spillet af den ellers skønne Kristen Wiig. Ligesom mange andre DC-karakterer, spiller Wiig en ’nørd-som-ønsker-at-være-sej-med-briller-og-som-også-er-klodset’ kvinde, som forvandler sig til en hard-core skurk med sex-appeal og overnaturlige kræfter (som Poison Ivy, Catwoman og lignende karakterer).

I denne omgang ønsker Barbara sig at være mere som Diana og blive stærk og tiltrækkende. Men fordi den der sten (som nu er Maxwell Lord…) er en drillepind, bliver hun ikke bare stærk og sexet, men ender med at blive til ’Cheetah’. En cat-woman-agtig DC-karakter som mere ligner hun er en birolle i ’Cats’ som er gået forkert.

Så tæt på, men så langt fra

Der er virkelig mange problemer med denne her film, men det hele starter med manuskriptet. Men kan se en film, hvor præmissen er god, men udførelsen er helt ude i skoven, og WW84 er et lysende eksempel på et ’writers-room’, der måske gik lidt for meget med på 80’er-nostalgien og tilføjede noget kokain til deres morgenkaffe.

En hel anden ting er, at hvis denne her film er en del af DC-universets tidslinje (som vi går ud fra, at den er), så giver ’Justice League’ og ’Batman v Superman’ endnu mindre mening. Har alle har bare glemt, at der var et kæmpe opgør med Wonder Woman, en kat og en oliesheik i 80’erne?

Jeg bliver nødt til at tage en pause fra DC i noget tid. Gudskelov for Marvel – de ved, hvordan man laver superheltefilm.