Den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvar giver ikke bare ny mening til ordet ’cockpit’, men kommenterer også satirisk på sit lands sociale situation i sin nye spillefilm. Det absurde og originale er normalvis Almodóvars helt store force, men De Elskende Passagerer er en langt mere ujævn flyvetur, hvor et alkoholisk meskalintrip kammer over i det rene orgie.

I øregangen lyder først en munter version af Für Elise, imens der løber et grafisk tema a la Catch me if you can-filmen over lærredet i Almodóvars velkendte, sprudlende tegnefilmsfarver. Stemningen er sat! Et passagerfly med kurs fra Madrid til Mexico cirkler over Toledo og kan ikke lande. En teknisk fejl har ødelagt landingsstellet, så nu må piloterne vente på, at der ryddes en bane til nødlanding. Da der er spærret alle steder, begynder bekymringen langsomt at sprede sig blandt besætningen. Passagererne på økonomiklassen er blevet pacificeret med sovemedicin, imens de excentriske karakterer på Business Class brokker sig på livet løs. Da de svansende stewarder mikser en cocktail med hjælp fra meskalin hevet ud af rektum på en passager, der er kurer, begynder det for alvor at rable. Passagerne åbner for slusserne og lystfuldheden.

Hemmelighederne flyder som farverige cocktails på en sommeraften og afslører affærer, afpresning, seksuelle tilbøjeligheder, underslæb og familietraumer. Der er lagt i ovnen til en ordentlig omgang…

Screwball og meskalinrus

De Elskende Passagerer er uden tvivl en lystig film med spor af instruktørens sædvanlige sans for melodrama. Almodóvar lader med sin nyeste film til at gribe tilbage til de tidligere, mere ’frække’ film i sit repertoire, og lader sig samtidig inspirere af den klassiske amerikanske screwball komedie. Man kommer ikke udenom, at alkohol er et komisk virkemiddel, som desværre indtages i overmål i De Elskende Passagerer. Almodóvar er et geni, når det kommer til at sætte absurde ting på spidsen, så det skaber en sjældent set komik. Men selvom De Elskende Passagerer uden tvivl udløser et par gode grin, bliver der satses for stort på sprut og stoffer som garant for komikken – hvor antydningens kunst nu engang er den største.

Flamboyant karaktergalleri

Den glansfulde og ueksemplariske sammensætning af karakterer i De Elskende Passagerer består i stor stil af mange af Almodóvars faste spanske stjerner. Som en del af den bizarre besætning har vi de tre über-homoseksuelle stewarder, der ikke er blege for at teame up til fællessang med Donna Summers ”I’m So Excited” (som også er filmens engelske titel). Javier Camara, som især er kendt for sin enestående præstation i Tal til hende, løfter sammen med Raul Arevalo og Carlos Areces filmens potentiale ved at være en uhyrlig morsom konstellation. Men hvor less is more, når stewarderne at blive en parodi på en parodi. Hvor Almodóvar normalt forstår at balancere det bizarre og komiske, så det bliver grumme genialt, bærer filmen præg af en leg, der ikke blev stoppet, mens den var god.

Multiplottet udfolder også de excentriske karakterer på første klasse. Alle hemmeligheder kommer frem i kabinelyset i sidste ende, og hver karakter har deres usædvanlige historie. Divaen Norma (Cecilia Roth), der tidligere har været et umotiveret brokkehoved, forvandler sig efter et par meskalincocktails til et sexlystent sludrechatol – ligesom de fleste andre på Business Class. I Almodóvars univers lader alle til at være seksuelt frustrerede eller forvirrede. Og det kommer ærlig talt lidt til at minde om en halvdårlig sengekantsfilm fra 70’erne.

Almodóvar har favnet for mange karakterer i sit multiplot til, at man rigtig kommer til at engagere sig i hver enkelt. Deres handlinger bliver ind imellem umotiverede, og man føler, der er noget underliggende i historien, man er gået glip af?

Satire over spanske samfund?

Flyets passagerer udgør et mikrokosmos af sociale repræsentanter. Inden panikken begynder at sprede sig lægges økonomiklassen i koma, de rige fortsætter med umotiveret brok – og dem med ansvaret forsøger sig med dårlige bortforklaringer. Og på denne vis er bunden lagt for en satirisk beskrivelse af krisen i Sydeuropa, som Almodóvar i og for sig rammer meget godt.

Filmen vil nok i overvejende grad finde sine tilhængere blandt de spanske landsmænd, men kommer næppe til at have samme succes i udlandet som de moderne hverdagsmelodramaer Tal til hende, Volver og Alt om min mor. Også på trods af, at de spansktalende Hollywood-kanoner Penelope Cruz og Antonio Banderas har en sød, mindre gæsteoptræden i starten af filmen – hvilket forresten er første gang de to ses sammen i en Almodóvarfilm.

I De Elskende Passagerer genkender man Almodóvars genialitet i detaljerne, men den overordnede fortælling kan hverken sammenlignes med eller ikke hamle op med hans tidligere værker. Filmen er ikke instruktørens største bedrift, men hans fantasi fejler fremdeles intet. Der er kun at sige: Kom igen, Pedro!