Det skulle have været den episke afslutning på Anders Refns samfundskritiske epos om besættelsen. I stedet ender man med at gruble over, hvordan man kan få så lidt ud af så forbandet mange timer.

Vi danskere er gode til at tegne et glansbillede af os selv som et samfund af tapre frihedskæmpere. Men realiteten var mere dyster, hvor mange egentlig bare samarbejdede med tyskerne for at holde hjulene i gang i samfundet. 

De kaldes Danmarks vatpikke, men de var nok skyld i, at vores yndige land slap ret godt fra tyskernes grusomheder. Som Refn selv har udtalt, skylder vi eftertiden netop denne komplekse historie. Jesper Christensen spiller hovedrollen som den velhavende fabriksejer Karl Skov, der med sit kyniske og passive samarbejde med tyskerne splitter sin familie i en konflikt om overlevelse, ideologier, og hvad det egentlig betyder at leve.

Så langtrukkent, så godt

Der skete faktisk ret meget i den første film fra 2020. Frikorps Danmark tog ud og dræbte civile polakker, en nazists ubåd gik under, og jøder blev skudt i et flugtforsøg. Desværre blev disse intense skildringer af krigens vold og modbydeligheder reduceret til samtaleemner ved familien Skovs kaffebord. Muligvis en symbolsk skildring af, hvordan vi danskere bare hyggede os uden om krigens umenneskeligheder, men det skabte ikke en spændende, medrivende film.

Med undertitlen ”opgøret” skulle denne fortsættelse netop være det intense og hjerteskærende klimaks, som tilskueren havde gjort sig fortjent til efter at have udholdt etterens lange forspil.

Mere død, men samme dødssyge drama

Refn står både bag manuskriptet og instrueringen. Han har udtalt, at i en alder af 75 var tiden inde til at få sit passionsprojekt fuldendt. Grunden til, at jeg netop pointerer alderen, er at jeg simpelthen har en aldersdiskriminerende idé om, at Refn bare skulle færdiggøre denne film på god gammeldags konservativ vis uden ”så meget pjat”. Det føles i hvert fald ikke som om, han har orket at instruere sine skuespillere eller at indspille spændende actionscener.

Refn ved, hvordan man filmer flotte kinematografiske billeder af dansk natur, og det er sådan set det. Det fungerer bare ikke, når vi er nået til opgøret, hvor modstandsbevægelsens sabotageoperationer skal forestille at være intense. Det ender med at være en rodet affære, hvor man ikke kan se, hvad der foregår, når vigtige karakterer pludselig bliver skudt.

Den manglende instruktion gør også, at hver eneste scenes dramatiske effekt afhænger udelukkende af de individuelle skuespillers evner. Det går jo selvfølgelig meget godt, når legendariske Jesper Christensen og Bodil Jørgensen spiller overfor hinanden, men det samme kan desværre ikke siges om de fleste andre scener, hvor skuespillerne simpelthen ikke har fået nok instruktion til at sætte følelserne i gang hos publikum. 

Især Sylvester Byder leverer en underligt bøvet præsentation som den yngste lillebror, Valdemar, som virker ret ligeglad, når han bliver en del af krigens brutalitet. 

#UdgivRefnKlippet?

Når vi endelig har været igennem flere timers klodset action og uvirksomt drama, når vi til efterkrigstiden. Refn har udtalt, at han gerne ville fremhæve denne tids store paradoks: At det, der var fornuftigt i 1940, blev kriminelt i 1945, og at det, der var kriminelt i 1940, kortvarigt gav heltestatus i 1945. 

Vattede danskere, der var for bange til at melde sig ind i modstandsgrupper, følte sig som frihedskæmpere, når de offentligt ydmygede og mishandlede tyskertøser og gennembankede de gamle forsvarsløse ”landsforrædere”, der holdt samfundet i gang. Et ømt kapitel i den danske historiebog, som bliver skildret i hele ti minutter.

Her falder hele fortællingen fuldstændigt fra hinanden. Hvorfor vi kun ser denne tabubelagte side af besættelsen i, hvad der svarer til gennemsnitlig pizzaventetidslængde, fatter jeg ikke en meter af. 

Den eneste forklaring, jeg kan finde, er, at filmen er blevet massakreret i klipperummet. Producenterne var sikkert bange for, at ingen ville tage ind og se en dansk film over tre timer. Men hvorfor ikke bare give Refn lov til at få den film, han altid har ønsket at lave, når vi nu endelig er nået så langt? 

Jeg har hørt, at det lykkedes en lille flok asociale, men meget larmende DC-fans at få Warner Bros. til at udgive det cut af ”Justice League”, som Zack Snyder ønskede. Dermed formåede Snyder alligevel at fremvise det passionsprojekt, som han ønskede at skabe. 

Nu tvivler jeg desværre på, at Anders Refn har en fanskare, der er larmende nok til at få udgivet en fire timers udgave af ‘De forbande år 2’, men hvis det sker, er jeg klar!! For det er det eneste forsvar jeg har for et passionsprojekt, som jeg har brugt så forbandet mange timer på, men fået så lidt ud af.