Af Dorte Winkler
I midten af juli 1942 massearresterede det franske politi jødiske familier i det okkuperede franske områder, herunder Paris. Dette skete på nazisternes befaling og over 13.000 mennesker blev stuvet sammen i cykelarenaen, Vel d’Hiv, og interneringslejren Drancy nærved, inden turen gik til Auschwitz og den visse død. I 1995 undskyldte daværende præsident Jacques Chirac, den medskyldige rolle det franske politi og embedsmænd havde spillet i massearrestationen.
De kaldte hende Sarah er baseret på bestselleren Sarah’s Key af Tatiana de Rosnay og er en fortælling i to spor – en i fortiden og en i nutiden. I nutiden er den amerikanske journalist Julia (Kristin Scott Thomas) i færd med at researche og skrive en artikel om Vel d’Hiv og det mørke kapitel i fransk historie.
Julia bor selv i Paris med sin franske mand og deres teenagedatter, og de er netop ved at flytte ind i en gammel lejlighed der er gået i arv i familien. Under sin research falder hun over en historie om en pige, Sarah, hvis familie blev arresteret under aktionen i 1942, og det er denne fortælling som foregår i fortiden. Sarah, der både er en gæv og handlekraftig pige, skynder at låse sin lillebror inde i et skab i væggen, for at redde ham fra at blive taget med at politiet. Hun putter nøglen i lommen med alle intentioner om at lukke ham ud om nogle få timer. Men selvfølgelig kan Sarah ikke gennemskue de historiske begivenheder der er i spil omkring hende, og som dagene går i Vel d’Hiv bliver hun mere og mere desperat for at slippe væk og få lukket sin lillebror ud af skabet.
Hvor Julias historie mest er interessant i forhold til det vi lærer om Sarah, er Sarahs historie umiddelbart fængende og gribende, og den fortælles med stor empati og respekt for historien og dens gru uden at forfalde til det melodramatiske eller sødladne fordi omdrejningspunktet er et barn. Billederne af de jødiske familier der jages og stuves sammen, for siden at blive skilt fra hinanden formidles med hjerteskærende skarphed, og grebet med primært at skildre oplevelsen gennem Sarahs øjne, gør at vi som publikum lider under den viden vi sidder inde med, men som Sarah selvfølgelig ikke forstår eller kender til. I en scene ser vi bænkene på siderne i Vel d’Hiv med de resterende jødiske arrestanter ovenfra, mens navnene på de næste der skal deporteres, råbes op over højttaleranlægget. Det er nøgtern kameraføring, men det vi ser, er den komplette afmagt, som disse ventende menneskers skæbne kendetegner.
Cirka halvvejs i filmen begynder historien at skride så småt. Det skyldes primært at fokus fjernes fra Sarahs historie, og overføres til Julias liv som er blevet mere og mere kompliceret i takt med at hun vikles ind i historien. Filmen forgrener sig for meget til at bibeholde vores oprindelige og oprigtige interesse fra start til slut. Det holder ikke at sidestille de to hovedpersoners skæbner, for et barns rejse gennem anden verdenskrigs fortrædeligheder står bare ikke til at sammenligne med en moderne, voksen kvindes eksistentielle valg. Der er ingen parallel her. Intentionen har tydeligvis været at vise at fortiden påvirker såvel nutiden som fremtiden, at alt på sæt og vis er forbundet, men det havde klædt filmen at vægte Sarahs historie, hele vejen igennem. Denne indvending gør dog ikke De kaldte hende Sarah til en dårlig film – det er en velfortalt og engagerende film, sprødt og smukt filmet og Kristin Scott Thomas skuffer ikke: hun er interessant at se på, hun er troværdig og man kan instinktivt lide hende. Mélusine Mayance, som spiller den unge Sarah, er ligeledes fuldstændig troværdig og minder om hvor ofte det er børneskuespillerne der fortjent løber med hele opmærksomheden på det store lærred.
