Endnu et år, endnu en musketerfilm, denne gang på originalsproget. En velproduceret action-fyldt film, om venskab, kærlighed og mod. Men måske også en fortælling vi snart har hørt nok?

Historien er den samme som altid, men har man alligevel formået at undgå selv Mickey Mouse-versionen af de tre musketerer, er det en fortælling om den unge og charmerende D’Artagnan (François Civil) som er draget til Paris for at opfylde drømmen om at blive en af kongens mest betroede soldater, musketererne.

Alting er dog ikke så ligetil som det ser ud, og snart må D’Artagnan og hans nye kollegaer Porthos (Pio Marmaï), Aramis (Romain Duris) og Athos (Vincent Cassel) redde Frankrig fra en nært forstående religionskrig mellem katolikker og protestanter, og en overtagelse af tronen. 

”Vive le roi, vive la France” 

De tre musketerer er filmatiseret utallige gange og i så mange afskygninger at det er svært at få øje på, hvad endnu en film skal bidrage med. Efter den seneste overpyntede musketerfilm fra 2011 (ins. Paul W. S. Anderson), havde jeg ikke store forventninger til det nyeste forsøg på filmatisering af Alexandre Dumas’ klassiker.

Pynt er der dog intet af i denne film, heldigvis! Den originale historie er skrevet i 1844’s Frankrig, og foregår i 1600-tallet, og der var ingen pomp og pragt for andre end de mest velstillede. Allerede her placerer filmen sig højere på min liste en nogle af de foregående. ’De tre musketerer, D’Artagnan’ er nemlig både tro mod originalfortælling, men ligeledes Frankrigs historie.

Det er de små ting, som at D’Artagnan, i de 2 timer filmen varer, har jord i hovedet (bogstavelig talt), der netop viser at han ikke er mere end en fattig undersåt, eller at dialogen tager højde for at man i Frankrig tiltaler fremmede i ”des”. Der er også hele konflikten mellem katolikker og protestanter, og det faktum at Milady (Eva Green) forsøger at vælte tronen. 

En vaskeægte Blockbuster på godt og ondt 

Hvis man tror det kun er Hollywood der kan producere action-fyldte eventyrfilm, kan man godt sætte sig tilbage i skuret. ’De tre musketerer, D’Artagnan’ er nemlig en ganske velproduceret film på niveau med de helt store. Med en blanding af praktiske effekter og action-fyldte kampscener, blander filmen blockbusterens hastighed med ældre filmtraditioner, hvor tingene er mere gør-det-selv og mindre computer. En mere velproduceret og seværdig filmoplevelse.

Som Blockbusters dog er oftest, er karakterudviklingen overfladisk og relationerne er ”ligegyldige”. Der for eksempel forsvindende lidt kemi i kærlighedsromanerne. Romancen mellem D’Artagnan og Constance Bonacieux (Luna Khoudri), en romance der ellers er ment som drivkraft for D’Artagnans heltemod, er lige så stiv og uspændende som en ugidelig Tinderdate. 

Forsættelses følger  

’De tre musketerer, D’Artagnan’ er dog del et ud af to og det mærkes. Selvom den skal have ros for produktionen, virkede det meste af filmen som en to timer lang optakt til del 2. Den kommer aldrig rigtig i gang, og på samme tid vil den også alt for meget.Plottet flyver rundt, og man er lidt i tvivl om Milady og Kardinalen er ved at vælte kongen, starte en borgerkrig, eller begge dele? Man skal holde tungen lige i munden, hvis man vil have det hele med. Samtidig ved man også, hvor det ender ’En for alle, alle for en’, vi har set det, vi har hørt det. Og musketer-formlen tro, ender det hele selvfølgelig godt. 

På mange måder er det synd, at netop denne film kommer i kølvandet på så mange elendige musketer-adaptioner. For som enkeltstående film, er den ganske udmærket. Jeg kan bare ikke se bort fra, hvor udvandet historien er ved at være.