Af Jonas Kim Jakobsen

De Ufrivillige er anden film i rækken fra den svenske instruktør Ruben Östlund. Hans første film var den lettere eksperimentale Guitarmongolen fra 2004, som fulgte en række skæve eksistenser i det Svenske samfund. I De Ufrivillige befinder vi os stadig i Sverige, men denne gang er det den Svenske middelklasse, der beskrives i sin brogede mangfoldighed. I filmen bliver der klippet mellem fem forskellige historier, som handlingsmæssigt intet har med hinanden at gøre, men som tematisk har det tilfælles, at de alle viser mennesket som værende et flokdyr med behov for anerkendelse og for at passe ind. Vi følger to meget unge piger, som går på druk og tager vovede billeder af hinanden på deres computer. Vi følger en lærerinde som overværer en kollega slå et barn, og da hun konfronterer ham med at ville anmelde det, risikerer hun at blive udstødt fra lærerflokken. Vi følger en 60års fødselsdag der går galt, en bustur der bliver meget forsinket, fordi ingen vil indrømme hvem der har ødelagt en gardinstang på toilettet, og vi følger en gruppe fyre, som er på den årlige hyttetur, hvor der bliver drukket tæt, hvilket fører til at grænser bliver overskredet.

Historierne i filmen er tragiske, men bliver præsenteret med en stærk dosis sort humor, hvilket gør det svært ikke at grine flere steder, måske bare ikke lige af de ting man er vant til at grine af i film. Skuespillet i filmen er meget troværdigt, og flere af de medvirkende har aldrig spillet med i en film før, hvilket instruktøren er god til at udnytte. En af de mest bemærkelsesværdige ting ved filmen, er måden den er filmet på. Kameraføringen er fastlåst i hver scene, og der bliver på intet tidspunkt zoomet eller ændret på skarpheden af linsen, hvilket gør De Ufrivillige til en noget anden filmoplevelse. Det giver på en måde lidt en følelse af at være en flue på væggen, og det har den effekt, at når kameraet ikke viser os hvad vi skal fokuserer på, bliver vi pludselig i langt højere grad end normalt nødt til selv at bedømme og tage stilling til det vi ser. Mange af billederne er ligefrem skævt beskåret, hvor måske et ansigt udebliver og filmen kan derfor beskrives som en stilistisk øvelse i at få publikum til selv at vælge fokus. Måden filmen er filmet på og den gennemgående sorte humor, gør at den er stærkt beslægtet med Östlunds landsmand og kollega Roy Anderssons mesterværk Sange fra Anden Sal fra 2000. 

Jeg mener bestemt at Ruben Östlunds film er vellykket, og den har allerede høstet en række priser rundt omkring på Europæiske film festivaler. Trods de mange positive ting man kan sige om filmen, må jeg alligevel indrømme, at  filmen ikke har gjort sig det indtryk, som jeg havde håbet på. Hvorfor har jeg svært ved at præciserer, men måske kan det være fordi historierne i filmen indimellem kan virke lidt rodet og fritsvævende og budskaberne lidt banale. Måden filmen er lavet på skaber også en vis afstand til personerne, hvilket medfører, at man aldrig rigtig bliver følelsesmæssigt involveret i dem. Det er måske heller ikke Östlunds hensigt, at man skal blive det, men personligt synes jeg, at filmen var lidt for hurtigt glemt efter, at jeg havde forladt biografmørket. Trods mine betænkeligheder ved filmen er jeg dog ikke i tvivl om, at De Ufrivillige er en stilistiks flot og udfordrende film, som kan være svær at forklare, men som bør opleves.

4 ud af 6 stjerner