Familien Utrolig genopstår til dåd på udpræget 2018 maner.
Da vi forlod familien Utrolig tilbage i 2004, var hele superheltefamilien endelig rystet sammen og trætte af at gemme evnerne væk bag generiske forstadsydrer.
Har superheltene bare et kommunikationsproblem?
Selvom de utroliges univers i anden omgang stadig ligner en million, er det animerede samfund dog konservativt og fyldt med udspekulerede skurke. Lovgivningen er stadig ikke på heltenes side, og Utrolig-parret og børnene Violet og Dash må i elastiske dragter selvtægterisk kæmpe for det gode, kun for at lade sig anholde bagefter.
År 2018 med alle dets teknologibrister ringer desuden for alvor på i ’De Utrolige 2’. En stor tech-virksomhed påpeger, at superheltenes påtvungne eksil kan fikses med spin og framing. Fru Utrolig, Elasti, skal være frontløber med et kamera på dragten, så folk kan se aktionerne uspolerede af politikere og nyhedskanaler. Skurken er The Screenslaver, der hypnotiserer folk ved at overtage den skærm, de ser på. For det voksne publikum, slås den teknofobiske ideologi i med syvtommersøm.
Når mor skal ud at lege karrierekvinde
Hvor det før var Bob Utrolig, der skulle udleve sin heltepersona, må han nu, som klichéen foreskriver det, passe børn og hus, imens konen leger mediedarling og superkvinde. Filmen igennem er det først og fremmest Helens Elastigirl, som er i aktion. Endnu engang baseres handlingen på en forælder som soloudøver versus den andens puklen med hjemmets rod, kaos og søvnunderskud. Men hvorfor holde sig til skabelonen fra den første film?
Siden Familien Utrolig består af intet mindre end fem underholdende helte med forskellige kræfter, føles det synd kun at fokusere på én. Og selvom mange af filmens tematikker bliver lige lovligt samfundsmoraliserende for en familiefilm, så virker historien om faren, der skal passe hus og klarer det dårligt, derimod alt for forældet.
Måske verdens sjoveste baby
Babyen Jack-Jack, hvis evner virkelig bliver foldet ud, er et humoristisk trumfkort uden antydningen af konkurrence. Scenerne med den pludrende lille bold af et barn, som kan krydse dimensioner, multiplicere sig til en rollingehord og forvandle sig til et lilla raserimonster for et godt ord, står tilbage som filmens mest originale fokus. I samspil med den vidunderlige designerstump Edna, kan man virkelig mærke den ægte utrolige magi fra 2004.
Må multinationale selskaber moralisere?
Man skal ikke have set mange episoder af ’The Simpsons’ for at have fået et indtryk af Disneys ry som filmbranchens mørke fyrste: Den afmålte pind af en advokat, der gør opmærksom på, at man ikke må komponere med tonerne d og g, fordi de er ejet af selskabet. Og selvom skaberne af deres film formentlig er kærlighedselskende kunstnere, så virker kritikken af skærmsamfundet en smule hul, når det kommer fra konglomeratets egen mund.
foto: Disney Pixar