Hvis man tager et kort resume af Niels Arden Oplevs samlede virke på det store lærred, er en gennemgående faktor et element af had og hævngerrighed hos persongalleriet under den danske instruktørs vinger. Om det er hævn over en tyrannisk skolelære eller en mandschauvinistisk millionarving, er intentionen hos hovedrollerne den samme. Ikke umærkeligt er det derfor også denne emotionelle kraft, der er altafgørende i den nye film fra Oplevs hånd, Dead Man Down, der er danskerens første på amerikansk jord.

Collin Farrell spiller Victor, et højt rangeret bandemedlem, der indleder et forhold til den skamferede Beatrice, spillet af Noomi Rapace. Men som så mange gange før, har begge involverede en grum fortid i bagagen og en helt anden dagsorden i tankerne end den, der lures på overfladen.

En del af filmens handlingsmæssige aspekt bygges op om et kryptisk puslespil som mafiabossen Alphonse får tilsendt, og det er bestemt til instruktør Oplevs fordel, at han mestrer at lægge brikker af samme slags hjernevriderier for publikum, som handlingen skrider frem. Det er nemlig en af filmens helt store forcer, at den magter at overraske i sin struktur, som et fint fortalt mørkt hverdagsdrama, krydret med sporadisk bang-tju-bang og tør humor.

Når der ikke bliver skudt med fuldautomatisk eller kørt frontalt ind i penthousevillaer med hummere, udspiller der sig fra tid til anden nemlig en helt hæderlig historie om to menneskers fatale skæbner og deres parallelle hævntogter. Disse væves på ganske original facon ind i hinanden i en ikke helt ukompliceret kærlighedshistorie, usødet i sin opbygning og i sit spil. En mindre succes der alt andet lige kan tilskrives, i hvert fald den kvindelige halvdel af hovedrolleindehaverne.

Trods Noomi Rapaces anstrengte og nærmest udeblivende franske etnicitet, klæder det den før så hårdtslående skuespillerinde at prøve kræfter med en rolle, der forudsætter en tungere vægt på skrøbelighed hos hendes karakter. Dette fremskønner i tilgift en klassisk feminin udstråling, der ikke før er set fra den svenske skønhed – i hvert fald ikke på hvide lærred. Men hun bærer den med ynde. Ja, for trods et ansigt fuld af gruopvækkende ar, er det svært at skjule Racapes naturlige skønhed.

Selv med en europæisk instruktør i stolen virker filmens store hævntogt som en outreret version af en voldsomt feteret og amerikaniseret liberalisme, der i sidste ende smager lidt for meget af andre hollywoodproduktioner med fingrene i samme genre. Kombineret med et cast af gangstermedlemmer, der ikke bare opfylder, men overfylder roller som stereotyper af den outrerede slags, opstår der et vist mis-match i forventningerne til publikumssegmentet. For selvom Collin Farrell står øverst på rollelisten, er der reelt set kun tre store actionsekvenser i Dead Man Down. Det trækker derfor desværre kun ned i den ellers fine fortælling mellem Farrell og Rapace, at muskuløse russere og omtågede jamaicanere skyder løs på hinanden og dermed eksekverer et lidt for tvetydigt plot.