Deadpool har fået sin sammensyede mund fra X-men: Origins sprættet op, og fejrer det med at lade de vittige bemærkninger flyve i en forfriskende drengerøvssuperheltefilm, der bare gerne vil underholde.

Jeg havde mine bange anelser. Jeg tror, de fleste føler en superheltefilmsmæthed efter at være blevet stopfodret med mere eller mindre vellykkede Marvel og DC film, som var vi ”Gluttony”-offeret fra ’Se7en’. Men cirka en halv time inde i ’Deadpool’ var jeg solgt efter at være blevet tilpas bombarderet af vittige bemærkninger, skæve referencer og en åbningssekvens, der øjeblikkeligt kommer i superheltefilms-Hall of Fame sammen med ’Watchmen’ og ’Guardians of the Galaxy’.

DEADPOOL! FUCK YEAH!
Filmen omhandler Wade Wilson, som får konstateret kræft, og dermed søger hjælp hos en mystisk fremmed som…nej det er faktisk lige meget, for du kommer ikke til at tænke på plottet, imens du ser Deadpool. Plottet er klassisk superheltefilm/hævnhistorie, men det betyder absolut intet, for det vigtige er Deadpool, hans jokes og hans ”sassy” replikker. De fungerer – eller langt størstedelen af dem gør.

Der smides sarkastiske bomber mod alt fra Fox’s tidligere X-men film til Sinead O’Connor og sågar Ryan Reynolds tidligere karriere – og der lægges ikke fingre i mellem. De fleste af referencerne har bid, og det er vidunderligt at opleve, at både skuespillere og produktionsfirmaer har tilpas selvironi til at tage pis på deres forrige fejltrin.

The Merc With a Mouth
Ryan Reynolds spiller Deadpool…nej, Ryan Reynolds ER Deadpool. Der er ingen tvivl om, at det er en karakter, der lægger tæt på Reynolds hjerte. Det virker som om, han kan lide, det han gør. Hvilket man bestemt ikke kan sige om ’Green Lantern’ eller mange andre af Reynolds film for den sags skyld. Han er i en stor del af filmen af gode grunde maskeret, men formår med kropssprog og rigtig fint stemmeføring at skabe liv bag masken.

Alle replikkerne leveres med tæt på perfekt timing, og selv når replikkerne er platte, nyder jeg stadig Reynolds leveringer. Det samme kan ikke helt siges om filmens skurk Ajax – jep, det hedder han altså ligesom rengøringsprodukterne. Dialogen og kemien mellem Deadpool og Ajax er ikke brandvarm, og det bliver lige lovligt alvorligt, når de to mødes. Den manglende kemi kan desværre mærkes hen imod filmens slutning, som ikke er super intens.

Pis på X-men, pis på Marvel
Der er blevet plads til to gæsteroller fra X-men universet (det begrænsede antal går heller ikke Deadpools øjne forbi) i form af Colossus og Negasonic Teenage Warhead (det navn går heller ikke Deadpools næse forbi uden en joke). Det begrænsede antal henvisninger til Fox’s mutantserie er et velkomment afbræk i en tid, hvor de fleste superheltefilm kæmper om at lave flest henvisninger til kommende film med Disneys ”Marvel Cinematic Universe” som det klareste eksempel.

’Deadpool’ kan stå for sig selv, eller som hovedpersonen måske selv ville udtrykke det, så er det den eneste superhelte film, der tør stå og onanere alene i hjørnet til en fest, hvor alle andre vil lave kæmpestore sexorgier.

Hvis den analogi var for klam for dig, så vil jeg anbefale at gå et langt stykke vej uden om ’Deadpool’. For alle os andre er der ikke andet at gøre end at tage sine bedste drengerøvsvenner i hånden og gå ind med en forventning om at blive underholdt. Hvis man ikke tænker for meget på plot, karakterudvikling og dybe temaer, så garanterer jeg, at man kommer ud med et smil på læben.