De gode venner Ryan Reynolds og Hugh Jackman giver den max gas i et genialt samspil som superheltegenrens bedste ”frenemies”, Deadpool og Wolverine.

Det er svært at glemme Ryan Reynolds debut som Deadpool i ‘X-Men Origins: Wolverine’ (2009), Hugh Jackmans første Wolverine-solofilm. Begge skuespillere er egentlig allerede forrygende her, men deres karakterer fejlhåndteres groft i filmen, der er et lavpunkt i det omfattende X-Men-filmunivers. 

Det er endnu sværere at glemme, hvor geniale Reynolds første solofilm som Deadpool og Jackmans sidste solofilm som Wolverine er. To af genrens rigtige mesterværker, der på hver sin måde distancerer sig fra den typiske familievenlige superhelteformular med henholdsvis det blodige og humoristisk grænsesøgende i ’Deadpool’ (2016) og det mørke og brutale i ’Logan’ (2017).

Så når nu Disneys endnu større superheltefilmunivers ’Marvel Cinematic Universe’ sluger Deadpool og Wolverine, er det nærmest poetisk, at de to helte får lov at gøre deres entré på deres egne præmisser. Side om side i en sand action-komediebasker, der bestemt ikke er for børn.

Marvels multivers overtages af to superstjerner

Marvels ’Multiverse Saga’, der har kørt siden 2019, hvor mange forskellige versioner af Marvels superhelte findes i parallelle universer, har været aldeles svingende i kvalitet.

’Deadpool & Wolverine’ formår at distancere sig fra sagaens kontinuitetsproblemer og lave fis med dens klichéer. For eksempel gøres der grin med, hvordan følelsen af konsekvens og eksklusivitet udvandes i Multiverse-filmene via deres genbrug af vigtige karakterer og konstante introduktioner af alternative versioner af dem. Samtidigt indkapsler filmen en sans for leg med fortællerammer og en uforudsigelig implementering af ikoniske helte i friske scenarier, der fanger tegneseriernes legesyge tilgang til historiefortælling.

Vi rives gennem et vanvittigt action-eventyr fyldt med overraskende optrædener. Der varieres fra hårdkogte stjernegæster, der må få hårene til at rejse sig på tegneseriefansenes arme, til dybt uventede og morsomme gæstepræstationer i sand Deadpool-superheltesatireånd.

Konflikten går på, at Deadpool må redde sit univers, der er i fare fra kyniske magtfigurer. B.la. aktører fra den magtfulde organisation TVA (Time Variance Authority), der holder øje med alle de parallelle universer.

I den anledning gennemsøger han adskillige parallelle universer for at finde den helt rigtige Wolverine-version til at hjælpe ham med at spolere skurkenes planer. Her lander han på en særligt sammenbidt én af slagsen med en ekstra mørk fortid, der adskiller ham fra sine alteregoer. Sammen udgør de et hårdkogt good cop/bad cop… næ, bad cop/bad cop-agtigt makkerpar, som er de helt rigtige spidsfigurer i den her vanvittige multiversfortælling.

Dynamikken mellem kække, ekstravagante, selvironiske Deadpool og stoiske, bitre og temperamentsfulde Wolverine har altid været en fantastisk cocktail i tegneserierne. Med Reynolds og Jackman i rollerne på det store lærred er det kontrastfyldte love/hate-makkerpar muligvis på sit allermest underholdende nogensinde. De to er simpelthen født til rollerne, og deres kemi er så oprigtig og helt igennem fantastisk underholdende.

Den fedeste duo i hele superheltegenren

Deadpool stræber i filmen efter at finde en måde, hvorpå han kan bruge sine kræfter til at gøre en forskel, så han kan føle sig værdifuld. Det får ham ud på missionen for at redde sit univers. Det fungerer fint dramaturgisk, men føles også en anelse billigt og underminerer lidt hans bedrifter fra 2’eren (2018) især.

Til gengæld lykkes filmen glimrende med at skildre Wolverine på en måde, der stemmer overens med en tematisk tråd om selvdestruktivitet og søgen efter formål, der kan forbindes med alle versioner af karakteren.

Uanset hvad man nu engang synes om filmens dybere karakterengagement, kan det nemt ses, at dramatisk vægt langt fra er filmens hovedprioritet. Snarere agerer fortællingen perfekt arena for et brag af en satirisk actionbasker, særligt håndsyet til at have disse to helte i spidsen. De er omgivet af et hav af sidekarakterer, der tjener deres roller glimrende. Både venner og fjender, nye og velkendte og alt imellem er drønunderholdende implementeret.

Undervejs laves der på morsom vis sjov med alt og alle, både indenfor selve fortællingen, men også i bredere forstand inden for hele genren og hele industrien. Det formidles bl.a. på klassisk Deadpool-metahumoristisk vis, hvor han ofte bryder den fjerde væg og henvender sig direkte til tilskueren med sjove bemærkninger om superheltefilm, produktionsstudiernes metoder og alt muligt andet. Denne gang i konstant morsom pingpong med Wolverine, og begge er møgbeskidte i mundtøjet og knivskarpe i replikken.

Humoren ses også i filmens blodige actionscener, hvor vores helte finder sig selv i kamp mod gamle og nye fjender, såvel som i indbyrdes kamp med hinanden, når de to kæmpeegoer af og til uundgåeligt kolliderer. Her rammer strålende effects, koreografi- og stuntarbejde en balance mellem absurd morsom slapstick-humor og brutal, oprigtigt spændende action der er noget af genrens allerbedste. Det bliver ikke meget bedre end at se vores helte flænse sig igennem flokke af fjender i blodige spektakler synkroniseret med klassiske 90’er-numre og kække Deadpool-replikker.

’Deadpool & Wolverine’ er en gave til superheltefilmen som genre. Med et stjernespækket drømmecast, enorm god humor og et eminent makkerpar i spidsen, realiserer den ikke kun en masse drømmescenarier for fans. Den skaber også genialt underholdende øjeblikke, som vi aldrig havde turde drømme om eller overhovedet havde kunnet forestille os. Et kæmpe superheltefestfyrværkeri, der i sandhed føles som en spektakulær filmbegivenhed.