Anmeldelse af Sarah Anna Roland, Filmmagasinet Nosferatu

Nicholas Sparks har sin faste plads i toppen af best-seller listerne verden over. De fleste kender til The Notebook, for efterhånden må være gået i historiebøgerne for hvad unge piger i dag ser som the all time favourite kærlighedsfilm.

Sparks univers er et sted, hvor komfort og smerte er svære at skelne fra hinanden, fordi de begge fremkalde tårer og tårer er altid målet i Sparks romaner.

Dear John er det seneste forsøg på at bringe hans varme, alvor, terapeutiske sensibilitet til skærmen. Instruktøren Lasse Hallström gør sig godt i denne kategori af film. Han står bag Hva’ så, Gilbert Grape?, Æblemostreglementet og Chocolat. Han har et sikkert touch og formår at give historien om et afbrudt kærlighedsforhold en moden og sommerlig glød.

Varmen i Dear John kommer fra Channing Tatum og Amanda Seyfried. De spiller John og Savannah, hvis kærlighed blomstrer i foråret 2001 og bliver ved gennem krig, afstand og modstand fra familien.

Selvom klasse inddelinger egentlig ikke er vigtig i denne film, er det klart at Savannah er en rig pige, med heste, fornemme fester og preppy venner. John er ikke ligefrem fra den forkerte side af byen, men han har en vag historie med dårlige beslutninger og dårligt selvskab. Han er blevet opfostret af sin far, en ihærdig mønt samler, som Savannah mener har en form for autisme. Johns far er spillet af Richard Jenkins, tilfører lidt dybde til historien og formår at føre fokus lidt væk fra de smukke unge mennesker.

Da John og Savannah mødes, er John på orlov fra hærens Special Forces, og da han tager afsted igen, for hvad han mener vil være det sidste år af hans kontrakt med hæren, sværger han at holde kontakten. Dette sker ved gammeldags brev skrivning og stirren på månen.

Men da 9/11 sker komplicerer det tingene og John bliver tvunget til, at vælge mellem kærlighed og pligt.

Channing Tatum, startede sin karriere i CSI: Miami og har senere bevæget sig over i film af samme kaliber. Hans potentiale er indlysende, og hans magnetisme er ubestridelig. Han er snu nok til at holde sig inden for sin tryghedszone, og i stand til at gøre mest muligt ud af sit samspil med mere adræte kunstnere, som Amanda Seyfried, en opfindsom og engageret ung skuespillerinde.

Forholdet mellem John og Savannah er filmens største plus. Man falder for deres pæne ydre, men desværre er personlighederne ikke dybe nok til at opretholde den store kærlighedshistorie som burde være filmens omdrejningspunkt.

Men en stor omgang af romantiske komplikationer eller psykologisk dybde er ikke, hvad en film som denne, eller den bog, den kommer fra, er for. Dear John bygger på omhyggeligt udvalgte dele af menneskelige livserfaringer og reducerer dem til en sød og fordøjelig sirup. Det er ikke stærk medicin, men den giver en effektiv, behagelig dosis af ren følelse og hjertesorg.

2 ud af 6 stjerner