Democrats

At forfatte en demokratisk grundlov i Zimbabwe viser sig at medføre visse udfordringer, i en dokumentar der skildrer de længder et diktatur vil gå for at klamre sig til magten.

Siden 1987 har Robert Mugabe været Zimbabwes præsident, men pga. stigende utilfredshed i befolkningen og pres fra det internationale samfund måtte Mugabes parti ZANU-PF i 2009 indgå i en regering med oppositionspartiet MDC-T. Det blev også her slået fast, at Zimbabwe skulle have en ny grundlov. ’Democrats’ skildrer den flerårige proces, det var at skabe en grundlov for Zimbabwe. Filmens hovedpersoner er hhv. Paul Mangwana fra ZANU-PF og Douglas Mwonzora fra MDC-T, der begge er en del af Copac: Den komite der havde ansvaret for at skabe den nye grundlov.

Den gode og den onde
Mens man følger Mangwana og Mwonzora på deres rejse, først rundt til hele folket for at høre deres meninger om den nye grundlov og derefter inde bag lukkede døre mens de forhandler paragraf for paragraf, står det helt klart, hvem der opfører sig moralsk, og hvem der ikke gør. En af de første ting Mangwana fortæller er, at politik handler om at ”overbevise andre om at man taler sandt”, hvilket er en åbenlyst usympatisk og kynisk holdning. Men i løbet af dokumentaren forstår man også at skelne mellem Mangwana, og det parti der står og kigger ham over skulderen. Det er et parti, der sørger for at fylde busser med deres tilhængere fra landdistrikterne, så de kan overdøve MDC-T-tilhængere til grundlovsmøder i byerne. Mangwana kommer ofte til at fremstå som en tegneserieskurk, når han smilende reagerer på de dybt umoralske ting hans parti gør.

Mwonzora er derimod hans fuldstændige modsætning. Han er sober og sammenhængende i sine argumenter. De to fungerer godt overfor hinanden, og efterhånden som filmen skrider frem, fornemmer man også, at der vokser et eller andet mærkeligt form for venskab frem, da Mangwana ender som en mand, der er forfulgt af sit eget parti.

Underlig humor
Der er situationer i filmen, som havde været sjove, hvis det var en politisk satire, man overværede, men det er det ikke. Det er virkeligt når Mwonzora, netop da hans selvtillid er højest under grundlovsskrivningen, bliver sendt i fængsel, tiltalt for forbrydelser han skulle have begået i 2003. Der er også situationer, hvor alle griner, men hvor det bestemt ikke er sjovt. Dette gælder især de gange, hvor Mugabe holder taler, og den foragt med hvilken han leverer sine vittigheder omkring Copac, Mwonzora og Mangwana. Der er ingen tvivl om, at Mugabe fremstår som, og er, en tyrannisk figur.

’Democrats’ er en solid dokumentarfilm, der både giver et indblik i et presset diktaturs ageren, og i hvordan to mænd fra hvert deres parti forsøger at samarbejde med hinanden. Filmen vises på dette års CPH:DOX på følgende dage og steder: Torsdag den 13. november i Grand Teatret, fredag den 14. november i Cinemateket og lørdag den 15. november i Grand Teatret.

Læs mere om filmen på CPH:DOX’ hjemmeside her!