Heja Norge!

Virkeligheden overgår nogle gange fantasien. Det er tilfældet med historien om Jan Baalsrud. Det samme kan siges om denne nye filmatisering af hans strabadser. Store dele at den velspillede og hårrejsende smukke film ligger til topkarakter. Men de dele af plottet, der er produktet af filmfolkene fantasi fremfor det historiske kildemateriale, er så tåbelige og tonedøve, at den samlede oplevelse lider.

12 guys 1 boat
I vinteren 1943 sejler en fiskekutter ind i en Nordnorsk fjord. Kutteren er bemandet af 12 nordmænd trænet af det britisk militær. Missionen er sabotage, men den mislykkes og 11 besætningsmedlemmer tages til fange, tortureres og dræbes. Den tolvte undslipper heldigvis. Konstant underafkølet, med skudsår og siden koldbrand i foden overlever han på mirakuløs vis den barske vinter og Gestapos menneskejagt i to måneder, hvorefter han flygter til Sverige. Alt sammen takket være 80 modige norske civilister, der risikerede deres eget liv for at redde hans. Manden hed Jan Baalsrud, og han blev et symbol på den ukuelige Norske modstandsvilje overfor den tyske besættelse.

Tegneserietyskere
Jan spilles på fortinnelig vis af Thomas Gullestad, der i lange passager er alene på lærredet. Han formår med grimasser, grynt og smerteskrig er gøre Jans hæslige strabadser levende for publikum, f.eks. når han må amputere sine koldbrand-inficerede tæer med en snittekniv. Det er fysisk skuespil i høj klasse, ikke ulige Leonardo DiCaprio i ’The Revenant’. Mange af Jans redningskvinder og mænd er også solidt castet, men desværre kommer vi aldrig rigtigt ind under huden på deres karakterer. Det er en skam og endda også stik modsat filmens ambition, som netop var at hædre de 80 borgere, den rigtige Jan Baalsrud så som sine helte.

Filmens anden hovedperson er Gestapochefen Kurt Stage. Den barske nazist spilles af Jonathan Rhys Meyers, kendt som Henrik VIII i min mors yndlingsserie ’The Tudors’. Den erfarne skuespiller spildes i denne omgang, da instruktør Harald Zwart desværre har valgt at præsentere publikum for en omgang utroværdige, højtråbende, inkompetente og selvhøjtidelige tegneserie-nazister, som de er set 100 gange før i dårligere film. Et bizart valg, da den tyske besættelses brutalitet er veldokumenteret, og man derfor ikke skulle tro, man behøvede at falde tilbage på endimensionelle, teatralske klicheer for at etablere sine antagonister.

Klodsede klicheer og sansefuld cinematografi
Portrættet af Kurt Stage giver dog mere mening, når man efter filmen googler sig frem til den rigtige historie: virkelighedens Jan Baalsrud var på intet tidspunkt udsat for en intensiv menneskejagt anført af den fæle Gestapohund. Tværtimod har flere norske historikere slået fast, at tyskerne med det samme anslå Jan som værende druknet eller frosset ihjel efter den første træfning. Jan kan meget vel have troet, han var forfulgt, og hans redningsfolk løb utvivlsomt også en kæmpe risiko i deres arbejde, men Kurt Stages gøren og laden i ’Den 12. Mand’ er pure opspind.

Er de historiske ukorrektheder et problem? Som sådan nej, da en instruktør nødvendigvis må tage de kreative valg, der skaber den mest interessante fortælling. Problemet her er bare, at filmens dramatiske ”tilføjelser” faktisk ender med at svække den samlede oplevelse! Fælles for dem er nemlig, at de helt tydeligt virker uautentiske på værste Hollywood-facon. Jans umenneskelige strabadser præsenteres på mesterlig vis med overdådige billeder af den Nordnorske natur som baggrund. Kampen mod elementerne rummer på én gang enorm skønhed og afskyelig grumhed. Jans koldbrandsinducerede febervildelser og nordmændenes og samernes stoiske opofrelse er hamrende veludført og let at fortabe sig i…lige indtil der igen klippes til en tåkrummende tyskerscene eller tonedøv actionsekvens med Michael Bay-slowmotion.

Filmens svagheder fylder, men kan til slut ikke skygge for fundamentet, der er bundsolidt.

Foto: kino.dk