Den tredje spillefilm der er baseret på den svenske forfatter, Hjalmer Söderbergs kærlighedsroman fra 1912 af samme navn, er denne gang instrueret af Pernilla August, og skrevet af Lone Scherfig. Selvom at man mange gange har hørt historien om de forelskede, der ikke kan få hinanden grundet ubarmhjertige omstændigheder, bryder det ultramelankolske drama ’Den alvorsfulde leg’ alligevel en smule med klichéen.

I det forrige århundredeskifts Stockholm har en velhavende herre købt et maleri til sin datter og kommende svigersøn, Arvid. Maleriet forestiller en nøgen kvinde, der bader i en sø. De diskuterer hvem kvinden er. Arvid forstummer, for han er den eneste der ved, at denne kvinde er hans ultimative sjælefrænde, Lydia. Maleriet kommer til at hænge som et trofæ på den tabte kærlighed i det snart nygifte pars stue.

’Den alvorsfulde leg’ udspiller sig mellem Lydia, Arvid, deres omverden og deres ustyrlige lidenskab. Den spirende journalist og kunstnerdatter må nemlig gifte sig med andre i et håb om at forbedre deres individuelle levevilkår i et strengt klassesamfund. Hvilket selvfølgelig er en hæmsko for deres altoverskyggende forelskelse, som holdes i live ved tilfældige møder.

Antipati med kærlighedshistorien
Det virkede som om, at der manglede en opbygning af forelskelsen for at kunne sympatisere med den – og deraf den intense affære. Arvid og Lydias kærlighedshistorie og dens skæbne blev jeg langsomt tabt af, hvilket ikke udelukkende er grundet et lidt for kynisk forhold til romantiske dramaer.

Arvid og Lydia virker begge selviske og udelukkende drevet af deres følelser, hvilket medfører en blindhed for omverdenen, som kun skaber dårlig stemning og sårer menneskene omkring dem. Deres flade personligheder understreges yderligere i kontrast med bipersonerne, som stjæler scenelyset når de endelig får plads. Så som Arvids sjove og grove redaktør (Michael Nyqvist). der kender til hele molevitten og forsøger at banke fornuften ind i hans journalist-lærling. Eller Arvids perfekte kone, der er langt mere elskværdig end Lydia.

Det bliver en smule farveløst at følge den årelange kærlighedsfortælling mellem to uinteressante karakterer, når man ikke føler sympati for den forelskelse der konstruerer den.

Drama i teatret
Teatret er et tilbagevendende rum i fortællingen. Her møder de elskende ved tilfælde flere gange hinanden og det forbudte og farlige ved affæren fremstilles intenst og poetisk. Blandt et publikum der har fokus på scenen, udveksles blikke mellem Arvid og Lydia, de læser hinandens tanker, imens den overspillede opera ’Habanera’ (Carmen) lyder fra scenen som et soundtrack til intrigen. Her er ingen replikker nødvendige.

Fortællingen er netop velfortalt, fordi der er så meget vi ikke får fortalt. Den trækkes ud over flere år. Men væsentlige ting, som at de indbyrdes får børn, bliver ikke fortalt – pludselig er børnene der bare. Hvilket understreger at den altoverskyggende kærlighed er det eneste relevante.

Fordi filmen netop ikke romantiserer deres forelskelse som værende det eneste rigtige og ægte i fortællingen – for man sympatiserer ikke nødvendigvis med de elskende. Filmen bliver en lang fortælling om to elskende, der er ikke rigtigt kan finde ud af at leve deres individuelle liv, fordi de er druknet i deres følelser og fanget i et klassesamfund. Det gør det ikke til en dårlig fortælling, men den manglende sympati for kærlighedshistorien gør at man tager afstand fra det der faktisk forsøger at drive fortællingen.