Det er nok de færreste kampsportsentusiaster, der vil smile mod himmelen, over at vi endelig har fået et drama om en bokser, som ikke rigtig handler om boksning. Det føles dog som et frisk pust til genren med en film, der går mere op i, om hverdagen kører, end hvem der nu lige vinder til sidst.
Olli Mäki er en ægte bokser, som i 1962 kæmpede for titlen som verdens bedste fjerdvægtsbokser med amerikaneren Davey Moore. ’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’ beskriver denne kamp, men først og fremmest optakten til samme. Når man skal afholde sådan en højt profileret konkurrence, skal man selvfølgelig samle penge til det, og det betyder, at man skal være god til at sige de rigtige ting, gøre sig godt på billeder og være klar til at have den samme samtale med forskellige sponsorer igen og igen. Og det kan jo være lidt svært – især når man lige er blevet forelsket.
Filmens første scene viser, at Olli og hans kæreste Raija tager til et bryllup med hendes familie. Da Ollis gamle, smadrede bil bryder sammen, ender de med at cykle dertil på en ladcykel, og selvom folk er klædt pænt på til festen, er stemningen helt afslappet og en smule humoristisk. Scener som denne gør det så meget desto mere tydeligt, at Olli ikke passer ind i eller bryder sig om alle de fine selskaber, fester og møder, han bliver presset igennem af sin velmenende sponsor Elis. Han er nødt til at stå på en skammel for at kunne måle sig med den tårnhøje model, han skal reklamere for Armani med.
Action er ikke ordet
Hvis man ønsker sig ’Creed 2’ eller ’Rocky 29’, er ’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’ nok ikke det bedste sted at kigge. Hvor ’Rocky’ har en svedende italiener, der tæver løs på frossent kød for at bevise sit værd, har ’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’ en rolig finner, der løber rundt med en drage, mens han griner for sig selv. Det mest intense øjeblik i filmen er, da Mäki skal vejes for at se, om han er nået ned i sin vægtklasse. I stedet for intensiteten og kampscenerne har ’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’ sort/hvid-billeder, en sød kærlighedshistorie og en stille, humoristisk stemning.
Det er jo næppe første gang, man har set et humoristisk, socialrealistisk værk, som beskriver de små problemer frem for de store, men på grundt af præmissen føltes det helt uvant. Jeg tror aldrig, jeg før har set en boksefilm, hvor det store klimaks ikke foregår i ringen. Måske er det mest af alt fordi, der ikke er noget stort klimaks, men følelsen af, at Olli skal bevise noget for alle, er slet ikke tilstede, selvom det i særdeleshed er tilfældet. Der ligger et overordentligt pres på Mäki hele filmen igennem, men der er ikke nogen stoffer, selvmordstanker eller slagtilfælde. Der er bare en lille, venlig mand, der gerne vil have lov til at hygge sig og slå smut med sin kæreste. Hovedkonflikten er også komisk. Olli kan ikke helt finde ud af at sige, hvordan han har det, og hans små passivaggressive udbrud er mere sjove end dramatiske.
Når der ikke er noget, man tager alt for alvorligt, kan det også være svært at være 100 % investeret. Der er aldrig så meget på spil, og det føles heller aldrig sådan, selvom filmen ikke bliver kedelig. Den bliver mest af alt hyggelig, og det er et ord, man sjældent hører om boksning.