Med ‘Den gode dinosaur’ vil Pixar, utvivlsomt, endnu en gang forsøge at samle familier til en alkoholfri cocktail af sentimentalitet, grin og gråd. I modsætning til klassikere som ‘Ratatouille’ og ‘Up’, vil man desværre (formentlig) være nødsaget til at kigge langt efter grædende mødre og grinende børn.

Meteoren der missede
En meteor flyver forbi jorden for 65 millioner år siden,. Dette fungerer som filmens indledende præmis: hvad ville der ske, hvis meteoren missede vores klode og dinosaurerne ikke uddøde? Mennesker og dinosaurer har tidligere nydt godt af hinandens selskab i film (læs ‘Jurassic Park’), men i ‘Den gode dinosaur’ opstår der aldrig rigtig kemi mellem hovedpersonen Arlo, apatosaurus, og Tot, menneskedreng. Det er synd. Tot er årsag til enorm ulykke og sorg for Arlo, hvilket yderligere komplicerer det i forvejen umulige venskab og eftersom dette, til dels mislykkede, projekt ikke fungerer optimalt, ender det med, at filmen aldrig når de højder, vi kender fra andre Pixar-klassikere. At de to karakterer skal blive bedste venner, selvom de ikke taler samme sprog bliver en hæmsko i stedet for en styrke, og det kan enkelte rørende scener ikke råde bod på. Arlo og Tot har nemlig øjeblikke, hvor man bliver mindet om, hvorfor man græder til film, men de lange tunge skridt, der skal retfærdiggøre tårerne, er simpelthen for svage.

En kujon uden lige
Arlo er den yngste i en søskendeflok på tre og lever på en gård med begge sine forældre. I modsætning til familiens andre medlemmer er der ikke noget som helst, han er god til. Det eneste, der overgår hans totale mangel på færdigheder, er hans umådelige frygt for stort set alt, og at kalde ham en kujon vil være en underdrivelse. Han er så bange for alt og alle, at det til sidst bliver trættende at se på. Forvandlingen fra bange til modig som opstår (spoiler), da han falder i floden og bliver væk fra sin familie, sker for langsomt, og filmens bagmænd skulle måske have overvejet at give ham blot en enkelt kvalitet. Når han endelig bliver modig, begynder man at holde lidt med ham, men man sidder mest af alt tilbage med en følelse af, at Arlos karakter er en personlighedsfattig formular.

Flotte floder er ikke nok
Hvad den visuelle side angår, fortjener filmen megen ros. Naturbillederne er imponerende og Tots hundeagtige bevægelser er både sjove og charmerende, mens apatosaurus-familien er lettere ordinær. Detaljer er ikke set så skarpt på animation før og dette er helt klart en nævneværdig force. Billedsiden redder dog ikke ‘Den gode dinosaur’, som er for opsat på de over-emotionelle klicheer og negligerer den nødvendige følelsesmæssige opbygning.