Saudi-Arabien sår håb om forandring i kvindesynet med et simpelt hverdagsdrama, der giver et dybt charmerende og sjældent indblik i en kultur, hvor kvinder hverken må køre på cykel eller vise sit ansigt. Nå ja, og så er biografer også forbudt.

Et par afdankede Converse-sko kommer til syne blandt et hold sortpolerede pigesko allerede i fortællingens begyndelse. Det bliver symbolsk gjort klart, at Wadjda (Waad Mohammed) er en stille oprører i et traditionspræget samfund – og en blot 10-årig en af slagsen. Som Wadjda må den saudiarabiske filmkunst siges at være ung, vel ligefrem nyfødt. ’Den Grønne Cykel’ er nemlig intet ringere end den første spillefilm optaget 100% i Saudi-Arabien med saudiarabere til at udfylde rollelisten.

Filmens enkelthed vidner om, at landets filmkultur først for alvor har taget sine barneskridt. Skuespillet er derfor til tider lidt uslebent, men hvem går op i om cyklen har et par skrammer, når bare den kan køre. Og den her cykel er en sprinter i håbets grønne farve.

Fastholdte kønsroller

Den nysgerrige Wadjda opfører sig på mange måder som en klassisk teenage-rebel: hører amerikanske popsange med volumen på max, farver tåneglene og svarer de voksne igen. Men det samfund hun er oppe imod er et helt andet end det vestlige, og filmen viser igennem pigens oprør sit eget.

Wadjda har spottet en flot, grøn cykel hos en lokal butiksejer, og den er gået hen og blevet hendes største ønske. Men et andet problem end at skaffe penge til cyklen melder sig på banen; i Saudi-Arabien er det nemlig forbudt for kvinder at cykle på gaderne. Denne regel, sammen med adskillige andre, fastholdes ikke kun af mænd, men håndhæves også af kvinder i samfundet. Men selv på trods af sin mors belærende ord tager den foretagsomme Wadjda sagen om cyklen i egen hånd.

På samme måde har den saudiarabiske instruktør Haifaa al-Mansour sat hak ved en anden ting, kvinder ikke må i hendes land; lave samfundskritiske film. Om end de kun er mildt rebelske. Haifaa al-Mansour er ikke kun kvinde, men også spillefilmdebutant og allerede med et par trusler og hadebreve i bagagen. Men hverken disse eller samfundets lukkede kvindeverden holder hende eller hovedpersonerne i filmen tilbage fra at gå sine egne veje.

Wadjda beslutter sig nemlig for at stille op i skolens Koran-konkurrence for at vinde en pengepræmie, der er stor nok til, at hun kan købe sig den grønne cykel og ræse om kap med sin ven, Abdullah.

Autentisk, humoristisk, rørende

Mens den stædige Wadjda har utallige sammenstød med samfundet uretmæssige begrænsninger af hendes køn, formår hun alligevel at charmere med sine rebelske kvaliteter. Og som skabs-rødstrømpe og moderne menneske, bliver det svært for en anmelder som mig at stå for en film som ’Den Grønne Cykel’, der har denne let oprørske tilgang til det Saudi-Arabiske samfund. Filmen bibeholder en realisme og autenticitet, der samtidig nikker til en neorealistisk klassiker som ’Cykeltyven’ fra 1948. Alt virker overskyggende troværdigt på trods af, at man kan finde sig selv meget overrasket over banale kulturelle forskellige undervejs i filmen.

Den simple fortælling drives frem af humoristiske og (overraskende) rørende sekvenser, der er håbefulde overfor forandring og pleaser uden at bevæge sig ud i det oversentimentale. Og eftersom det er første gang, at landet har forsøgt at sende en film til USA for at være med i Oscar-dysten, kan den måske med rette give håb om ikke blot en blomstrende filmfremtid for Saudi-Arabien, men også et skridt i den rigtige retning med hensyn til landets urimelige kønsrollefordeling. Og det er sgu’ fedt, når man en sjælden gang ser en film af den kaliber.

Filmen får ekstra plusser i karakterbogen blot for at være, hvad den er; Saudi-Arabiens første spillefilm (med en endda oprørsk karakter), som desuden er skabt af en kvinde. ’Den Grønne Cykel’ er samtidig på alle måder en sød og universel film om håb og gå-på-mod, som vi er heldige at kunne se i det danske lands biografer, mens oprindelseslandet må vente til den kommer på dvd.