Tarzan er svinget ind på de skrå brædder i en imponerende opsætning, men uden megen karisma og drama.

 Bogserien, der blev til en film, der blev til et radiodrama, der blev til en tv-serie, der blev til en tegnefilm, der blev til et videospil, der blev til en musical. Adaptionerne om den liansvingende abemand med det velkendte brøl vil ingen ende tage. Det var derfor heller ingen overraskelse, da man valgte at opsætte historien som musical, denne version dog ud fra Disneys tegnefilm fra 1999.

Men kan det lade sig gøre at genskabe Disneys tegnede magi og charme på de skrå brædder?

 Det starter lovende. Scenen i Falkonersalen er forvandlet til Afrikas jungle med hjælp af drejescene og storskærme. Pludselig indtages den af en masse skuespillere og dansere iklædt mavekorte bluser og posede bukser, og en stor, tyk, sort streg henover kinder og næse. Sådan vælger man at fortolke gorillaerne, og med deres velspillede, dyriske bevægelser på knoerne, så accepterer man faktisk lynhurtigt præmissen.

Forhastede følelser
Så starter musikken og den velkendte ”To liv” med musik af Phil Collins går i gang, og jeg rokker gladelig med i sædet. Men straks herefter begynder problemerne for den ellers velanmeldte musical. Tempoet braser derudaf og på trods af en ellers længere spilletid end selve filmen, så når den ikke rigtig at opbygge sine karaktere og deres problematikker. På den måde har jeg svært ved at føle med den lille Tarzan og hans indre konflikt.

De store, dramatiske scener, hvor der skal være spænding og farer, er alt for hurtigt overstået. For eksempel i slåskampscenen med leoparden. Dens truende nærvær er ellers effektfuldt genskabt  kun ved brug af knurrende lyd der rejser gennem salens højtalere fra højre mod venstre, men desværre bliver klimakset forløst i mørket på få sekunder, og jeg efterlades umættet. Særlig slemt står det til i den store finale, hvor man på intet tidspunkt frygter for nogens liv. Jeg er med på, at det kan være svært at genskabe de samme actionscener fra filmen, men med så stor en opsætning, hvor spillerne svinger rundt i loftet, kunne man godt have gjort vist, at teaterformattet formår at hamle op med filmuniversets tricks, helt uden cgi.

Skabet skuespil
I visse scener, er de gode replikker løftet direkte fra tegnefilmen, men desværre er de ikke særlig godt leveret. Her har man fra instruktionens side valgt, at der skal overspilles, så jeg bliver i tvivl, om jeg er inde og se en amatørforestilling med et kæmpe scenografibudget. Her udmærker de tre ”menneske”-karakterer sig i form af Jane, hendes far og deres skydeglade guide Clayton. Det bliver tydeligt, at man har ville komme så tæt på tegnefilmens karikerede arketyper, men resultatet bliver plat og irriterende. Hvis man ville lave et univers med tegneseriekarakterer, så skulle man have gået all in på skabagtighed på alle fronter.

Men nuvel, det er jo en musical, så sangene må da kunne få den hårdkogte anmelder til at bløde lidt op.

Nej! De nyskrevne sange har så banale tekster, at selv en toårig vil forstå, hvad der sker. De stærkeste numre er klart de oprindelige sange fra filmen, hvor Collins tekster er oversat. Dog piner det mig, at man vælger ikke at lave et rigtigt stompnummer, hvor man bruger rekvisitter til at skabe musikken i ”Trashing the Camp” sangen. I stedet bliver vi spist af med et rytmisk, men lidt generisk nummer.

Dragende dyr
På trods af megen kritik og modvilje herfra, så var der klart lyspunkter og stor underholdningsværdi i Fredericiateatrets opsætning af Tarzan. Udover et imponerende sceneshow med akrobatiske udfoldelser og dramatiske kostumer, så havde stykket også en del skønne tomandsscener, med kraftige seksuelle undertoner, som aldrig ville have nået igennem Disneys censur, og det er forfriskende.

Men forestillingens største force er gorillaerne. Fortolkningen af disse primater er så fint løst i kostume og make-up. Dog er det spillerne, der skal have det største bifald, for her har man virkelig fundet sin indre abe i både fysik, mimik og replikføring helt uden den klassiske karikeret efterligning med hænder i armhulerne. Der er tyngde bag de veltrænede, akrobatiske kroppe.

Som nummer fem i rækken af Disneyfilmsopsætninger fra Fredericia Teater, er Tarzan nok den største anmeldersucces, og den er visuelt også helt forrygende. Men kigger man lidt bag plastiklianerne, så er der for mange faldlemmer. Det er både svært og farligt at lægge sig så meget op ad en elsket tegnefilm. Visse steder burde man have gået længere væk fra filmen, andre steder skulle man have lagt sig helt op ad den. Men underholdningsværdien fejler ikke noget.

Så er man til stort show med farverige og flade figurer, så giv den et kig, men Disneys oprindelige version fik flere følelser frem i mig. Og så tror jeg heller ikke, vi behøver flere adaptioner af den muskuløse machomand med den afslørende påklædning.