Roger Allers samler ni instruktører i sin animerede filmatisering af Kahlil Gibrans klassiker ’Profeten’. Resultatet er til tider – men kun til tider – sublimt. 

Almitra er nøjagtig som man kunne forestille sig ud fra hendes design; en lille, stum faux-Disney heltinde med et måge-sidekick, der tonser rundt og skaber problemer for sin mor i 1920’ernes Orphalese. En dag sniger hun sig med på morens rengøringsarbejde, hvor hun møder digteren Mustafa, der har brugt de seneste syv år i husarrest grundet hans ”revolutionære” digte. Skæbnen vil, at deres møde finder sted på dagen hvor Mustafa løslades på betingelse af, at han udvises fra landet samme dag.

På vej mod skibet, der fra havnen skal føre ham tilbage til hans fædreland, bliver Mustafa mødt med glæde af de mennesker, for hvem hans kunst har betydet en verden. Som ordsmed af rang lader Mustafa da heller ikke nogen chance gå forbi for at berige menneskene omkring ham med digte om alt fra frihed, til kærlighed og døden.

Animeret antologi
Til hver af disse digte er der blevet inddraget en ny instruktør, der ledsager ordene med hvert deres visuelle udtryk. Bill Plympton, den gamle rotte, har en umiskendelig sekvens side om side med Tomm Moore, der bl.a. stod bag ’Brendan og hemmelighedernes bog’ og ’Sangen fra havet’. Der er med andre ord tale om et æstetisk slaraffenland. Biograflærredet bliver et dansegulv hvor halvskitserede blyanttegninger tager over for X’s flade univers, akvareller og psychedelia. Udtrykket er et kviltet tæppe, hvilket ikke kan komme som det store under. Ligesom det heller ikke kan overraske noget, at ’Den lille pige og profeten’ har nogle af de smukkeste øjeblikke, man længe har set. Sandsynligheden for, at andre film i år vil kunne opnå samme skønhed, som nogle af digtsekvenserne, virker utroligt lille. Især er det første digt ’Om frihed’, hvor fugle holdes fanget i et levende bur med menneskeform, der vandrer gennem et kridhvidt landskab, er fuldstændig bjergtagende.

Det er så bare ærgerligt at paraden af uforbeholden fantasi gang på gang afbrydes af rammefortællingen. Som en DJ, der ikke er decideret dårlig, men som kunne nyde godt af at klappe kaje mellem numrene. Bare en gang imellem. Med det sagt er det ikke filmhistoriens største problem, da diskussionerne om kunstens plads og vigtighed i vores liv bestemt har sin plads. Det er bare i disse scener at filmen falder tilbage på humor, der aldrig rigtig rammer plet og et visuelt udtryk, der blegner i forhold til indslagene fra gæsteinstruktørerne af hvem der er ni.

Et frisk pust
At kalde det et kompromis og et forsøg på at fange familier, hvor rollinger er vokset op med en fast diæt af Disney, virker alligevel for groft. For ’Den lille pige og profeten’ har hjertet på rette sted, ambitionen i orden og en vekslende succes i sin eksekvering, der desværre resulterer i en oplevelse, der fra tid til en anden føles lige præcis for ujævnt til, at den kan anbefales uden forbehold. Men for folk med Minions-lede og en appetit på en familietegnefilm, der ligger langt fra normen, er ’Den lille pige og profeten’ bestemt et kig værd. Den kommer i hvert fald til at åbne et ungt øje eller to – og det er eksistensberettigelse nok.