Hvad skete der med piloten, der mødte Den Lille Prins, efter han rejste? Det undersøger filmen, der ikke er en fortsættelse, men måske snarere en eftertanke til den klassiske franske børnebog.
De fleste kender nok historien om den Lille Prins. Den franske bog af Antoine de Saint-Exupéry, hvor en pilot møder en lille prins i ørkenen, der beder ham om at tegne et får, har været en klassiker i godnathistorielæsningen, siden den udkom i 1943. Så hvordan laver man sådan et elsket klenodie om til en moderne børnefilm?
Mark Osborne, instruktøren bag den første ’Kung Fu Panda’, har valgt at gøre det ved at omringe historien om den lille prins med en anden historie. Det er historien om en pige (Celine Julie Ross) pacet frem af sin ambitiøse mor (Trine Pallesen), der genfinder sin barndom, da hun møder en gammel pilot (Waage Sandø). Den sommerferie, som egentlig skulle være gået med at studere, så hun kunne komme ind på en prestigefuld skole, kommer i stedet til at gå med lege i et gammelt fly, sætte selvlysende stjerner på loftet, og ikke mindst at læse en historie om en lille prins, der rejser fra sin komet og sin rose og ud i verden. På rejsen og over sommeren skal både den lille prins og den lille pige finde ud af, at det væsentlige i verden kun er synligt, hvis man ser med sit hjerte.
Det fantasifulde og det forklarende
Filmen er lavet i den efterhånden lidt for genkendelige amerikanske animationsstil, hvor karaktererne har store øjne, og hvor hovedet er så stort, at det virker naturlovsstridigt, at de kan få en bluse ned over det. Men når historien handler om den lille prins, fortælles den med stop-motion animation, der er både charmerende og utroligt flot. Det er netop de steder, hvor filmen ikke falder ned i polerede mainstream-huller, men tager chancer både visuelt og historiemæssigt, at filmen har sine kvaliteter. Historien om den lille prins handler om mange dybere ting end en lille prins’ rejser, og det samme gør filmen – i hvert fald nogle gange. Når filmen er bedst, syrer den ud i sin fantasi, og man ved ikke helt, hvor det hele bærer hen, og når den er værst, bliver det til en sukkersød suppedas af indlysende pointer.
En gang til, for de voksne
Havde filmen holdt fast i sine ambitioner om at lege og følge logikken, som kun børn og små prinser forstår, kunne det være blevet en perle på højde med sit forlag. Og selvom stemningen og meget af det visuelle hæver filmen over den gennemsnitlige børnefilm, så hæmmer det den, at den føler et behov for at skære sit budskab ud i pap, så de voksne også kan følge med. Men alt taget i betragtning, så er det en charmerende film, og en fortolkning, der får én til at gå hjem og læse bogen igen. Og mere kan man vel næsten ikke forlange.