En æstetisk og medrivende film om hvordan to kvinder kæmper for at frigøre sig skammens stramme greb i et patriarkalsk og konservativt samfund.

Hvis man kunne kondensere ‘Den moderne kvinde’s mange billedskønne scener til ét enkelt maleri, ville det se nogenlunde sådan her ud: I baggrunden har vi det mandsdominerede samfund og religionens formaninger. Farverne er glødende. Året er 1900. I forgrunden, lige dér i det gyldne snit, står en velklædt kvinde. En kvinde, der mod alle odds er blevet læge. En kvinde, der i kampen for sine overbevisninger må ofre kærligheden til den mand, hun elsker, og ikke mindst til deres fælles søn. Den kvinde hedder Maria Montessori (Jasmine Trinca), og hun står bag metoder, der revolutionerede pædagogikken for udviklingshæmmede børn i datidens Rom.

Fiktionens penselstrøg

Selvom filmen bygger på den virkelige historie om Maria Montessori, er det sikkert at sige, at den indeholder en hel del fiktionselementer. Hvilket kun gør den endnu bedre. En historie om revolutionerende metoder indenfor pædagogikken behøver lidt spice for at vække andre end blot lærerstuderendes interesse. Den spice manifesterer sig i den glamourøse karakter, Lili d’Angely (Leïla Bekhti). Man kan roligt kalde Lili for en bourgeois. Hun lever et glamourøst liv i Paris som sangerinde og showgirl. Hun er ombejlet, og svælger i luksus.

Men, for der skal jo være et ‘men’, hun gemmer på en skamfuld hemmelighed, der kan ødelægge hendes omdømme. Hun har en datter, der er udviklingshæmmet (og her er det altså vigtigt lige at huske, at vi er i år 1900).

Lili tager til Rom for at holde datteren skjult for det bedre borgerskab i Frankrig. I Rom opsøger hun Maria Montessori, der driver en institution for udviklingshæmmede. Lili håber, at hendes datter kan flytte ind på Marias institution, så hun selv kan fortsætte sit ubekymrede liv i Paris. 

Leïla Bekhti gør det formidabelt som den smukke, selvoptagede Lili, der inde bag facaden bærer på en smerte, og samtidig nærer en stor, men kompliceret, kærlighed til sin lille datter Tina (Rafaëlle Sonneville-Caby).

Flere skeletter i skabet

Eller måske snarere flere børn i skabet. For Maria gemmer også på en hemmelighed af skamfuld karakter. Hun har nemlig en uægte søn sammen med sin kollega og kæreste Giuseppe (Raffaele Esposito). Sønnen bor hos en amme på landet, hvor Maria og Giuseppe besøger ham jævnligt. 

Og så tænker du måske; hvorfor gifter de sig ikke bare? Bum, færdig, problem løst. Det tænker Giuseppe også. Men Maria vil ikke være nogen mands ejendom. Hun er på en mission, som hun ikke vil risikere, at hverken ægteskab eller moderskab skal forhindre. 

Valget er dog ikke let for Maria. Jasmine Trinca udtrykker på fremragende vis den indre kamp, Maria kæmper. Det er tydeligt, at det smerter hende at ofre sit moderskab, selvom lægegerningen ligger hende meget på sinde.

Apropos moderskab

Moderskab er helt åbenlyst et centralt tema i filmen. Men det kommer ikke kun til udtryk gennem Lili og Marias hemmeligheder. Det viser sig nemlig at være selve nerven i Montessori-metoden. Som Maria selv formulerer det, så er kærlighed den hemmelige ingrediens i hendes pædagogiske metode. For at kunne undervise og på den måde hjælpe de handicappede børn med at udvikle sig, er det afgørende, at man først lærer at elske dem, præcis som en moder. 

Og elske dem, det kan man ikke undgå at gøre, heller ikke som seer. Man følger børnenes udvikling filmen igennem, og det er svært ikke at blive rørt, når de gør fremskridt. Særligt én sekvens rammer lige i hjertekulen. Lili opdager et klaver på institutionen og giver sig til at spille. Børnene reagerer på musikken, som kun børn kan. De giver sig til at danse helt uhæmmet og umiddelbart.

Jeg sad med en taknemmelighed over, at filmen gav sig tid til at dvæle ved børnenes dans. Det er efterhånden sjældent at scener uden dialog og plotdrevet handling får lov at fylde i nyere film. De vidunderlige dansescener viste børnene som noget mere end blot udviklingshæmmede.

Turen går til Rom

Jeg kan kun anbefale, at man begiver sig ind i ‘Den moderne kvinde’s univers.Det er ikke kun en fryd for øjet, men også en dans for hjertet. Det er en film om evigt aktuelle temaer som skam, magt og kærlighed. Alligevel er fortællingen enestående og uforudsigelig. Æstetikken er i højsædet; naturskønne scener såvel som overdådige dagligstuer får lov at pryde lærredet. Og ikke mindst så er skuespil præstationerne i særklasse. Hvad mere kan man ønske sig?