’Game of Thrones’ –hypen har affødt en lalleglad, fællesnordisk arvefølge. En børnevenlig, småkedelig omgang skæg og sværd-porno var hvad det blev til.

1200-tallet var en spændende periode at være skandinavisk. Vi er godt nok blevet åndeligt tilfangetaget af de kristne himmelhunde, men vikingeblodet flød stadigvæk tæt i årerne. I Danmark var det noget med en fyr ved navn Valdemar, der drog til Estland og fandt et flag. Vi skrev også en lov i Jylland, men det er ikke det vi skal snakke om.  Der er borgerkrig I Norge. Der er flertallige bejlere ­til tronen, og det har HBO jo vist er noget værre rod. Medmindre man har drager, bevares.

Birkebinderne mod bøllerne
Birkebeinerne er den oprindelige norske titel. Det er også den oprørsflok som filmen omhandler. Navnet har sit ophav I en nederdrægtig betragtning om, at det var en bondeflok ’så fattig at den binder sine sko af birkebark’. Det er nok det mest historisk korrekte ved hele affæren. I filmen skal de to gæve birkebindere Torstein (Kristofer Hivju) og Skjervald (Jakob Oftebro) gøre hastig langrend gennem et snefyldt landskab med en rolling under armen. Forfulgt af baglerne, der var dansk-støttede, katolsk-kirkelige kamptropper skal de forsøge at få den i deres øjne retmæssige tronfølge i sikkerhed og dernæst tilbage på tronen

Forsimplet forhistorie
Man kunne bruge lang tid på at dissekere den historiske korrekthed. Problemet er desværre ikke bare, at det ikke stemmer overens med gamle, støvede bøger. De historiske skyklapper synes at påvirke filmens historie. En intrikat fortid forsimples i fortællingen til en ski og sværd-konkurrence mellem det gode og det onde. I forhold til hvor meget filmen svælger i ’Game of Thrones’-succesen synes det påfaldende, at den ikke bruger sit fine, historiske forlæg til at male i lidt flere gråzoner. Familieintrigerne skildres i filmen, men det bruges udelukkende som katalysator for den evindeligt lange langrendsjagt. Den gode bliver dræbt af de onde, og så må nogle andre gode selvfølgelig træde til for at redde den næste gode.

Filmisk arvefølge
Vi har gennem tiden ikke været specielt heldige med filmatiseringer af vores fortid. Niveauet har altid været ret lavt, og ’Den sidste Konge’ er som sine forfædre en flad fornemmelse. Der satses mere på det unge publikum, og det gør at historien og specielt kampscenerne er ret blødsødne, og egentlig ikke specielt interessante. Amerikanerne har med ’Vikings’ og ’Game of Thrones’ ellers bevist at voksenmarkedet for de mere mørklakerede fortællinger er ganske stort.

Man burde filmatisere meget mere af vores nordiske historie. Der var trods alt både intriger, sex og vold – en vindende kombination! I ’Den sidste Konge’ bliver det desværre – som så ofte – serveret på en meget endimensionel facon.