Dommedag og guldbryllup i skøn forening.

Esther og Hans er på overfladen et helt al mindeligt pensioneret ægtepar, men det er langtfra tilfældet – og så alligevel. Esther og Hans har tilbragt hele livet sammen i lykkelig forening og guldbrylluppet nærmer sig med hastige skridt. Det gør ”den sidste tid” angiveligt også.

For whom the bell tolls
Esther og Hans er nemlig religiøse fanatikere. De har hele deres liv troet på, at dommedag er lige rundt om hjørnet. I over 40 år har de begge viet deres liv til at studere bibelen for at finde spor, der kan fortælle dem hvor lang tid mennesket har igen og hvad den skal gøre for at overleve.

Konklusionen er sikker: med klimaforandringer, fattigdom og ufred verden over kan jorden gå under hvilken dag, det skal være. Nu haster det for alvor med at få råbt befolkningen op! Og ægteparret bruger pensionisttilværelsen på at uploade videoer på youtube i hundredvis, vedligeholde dommedagshjemmesider og holde foredrag for en broget skare af de lokale parcelhusindbyggere i Ribe.

Time marches on
Korrelation forudsætter sjældent kausalitet. Det burde nogle have fortalt ægteparret for længe siden. Rettelse: det har mange forsøgt, men Esther og Hans burde måske have lyttet, så havde de sikkert også haft flere venskaber og familierelationer i behold til at forsøde den lidt ensomme pensionisttilværelse med.

Tiden marcherer jo bekendt ufortrødent videre, og de bibelske profetier om dommedag når de jo af åbenlyse årsager næppe at opleve. Ligesom Esthers forældre aldrig oplevede det i deres tid. Men måske kan parret nå at opleve deres guldbryllup; en milesten i mangt et ægteskab. I dette tilfælde dog lidt mere en slags formalitet eftersom det Esther og Hans inderligt drømmer om at opleve, er jordens undergang.

Plottwist: de er sgu søde nok!
Nu tænker du måske, at Esther og Hans ikke virker som to mennesker, man ville have særlig stor empati med. Den følelse sad jeg selv med i starten, men det er netop her at instruktør Christoffer Dreyer har begået lidt af en genistreg, thi da filmen slutter er det umådeligt svært IKKE at føle med det gamle ægtepar og begynde at holde af dem. Man kan tydeligt se Dreyers passion for at skildre afvigende eksistenser for hvad de er: Mennesker som alle os andre. Med masser af genkendelighed hvis blot man skraber den alternative facade væk.

Der er faktisk ingen af de ting vi normalt associerer religiøs fanatisme med, som gør sig gældende for Esther og Hans. De er søde, gamle mennesker med genkendelige vaner og livsførelse, der som modsvar til omverdenens aversioner mod deres overbevisning har fundet mening i tilværelsen hos hinanden og i deres tro. Men de er hverken medlem af religiøse sekter eller tilhængere af at forpeste livet med gudfrygtighed og had mod hedninge. De forsøger at gøre folk opmærksomme på dommedags komme i bedste mening – uden at tvinge det ned i halsen på nogen.

En smuk historie
I løbet af filmen går det op for Esther og Hans, at tiden måske render hurtigere ud for deres jordiske liv end for menneskehedens som helhed. Og i deres livs efterår bliver det gradvist sværere for den dynamiske duo at holde fokus på deres tro, og mod deres bedste overbevisning er det som om, at de er kommet til at elske hinanden højere end Jesus. Måske er de i virkeligheden ikke så bange for at misse dommedag, men for at miste hinanden?

Filmen er et ømt og respektfuld portræt af et par afvigende men stadig sympatiske eksistenser, og den absurde blanding af dommedagsikonografi og småborgerlig forstadsidyl er en særdeles underholdende cocktail.