Susanne Bier imponerede alt og alle og selveste Akademiet med Hævnen, og vandt en Oscar for Bedste Udenlandske Film ved uddelingen i fjor
. At Bier går fra interkontinentalt drama til (tragi)komisk bryllupsfilm er stort set et lige så markant genreskift som da Nikolaj Arcel på kun tre år instruerede både Kongekabale og De fortabte sjæles ø. Skiftet er dog ikke så markant som den lyder, for Bier har gennem hele karrieren bevæget sig i begge genrer, dog med Den eneste ene som den sidste komedie på cv’et.
Ida (Trine Dyrholm) og Leif (Kim Bodnia) skal give deres datter Astrid (Molly Egelind) væk til Patrick (Sebastian Jessen). Brylluppet skal stå i underskønne Syditalien, og begge de forlovedes familier er inviteret. Festen skal holdes i Patricks far, Philips (Pierce Brosnan), gamle villa. Alt skal selvfølgelig gå galt. Ellers er det jo ikke sjovt. Så inden afrejsen, hjemme i Herlev, kommer Ida hjem fra kemoterapi, og finder sin mand, Leif, på sofaen med Tilde oppe fra bogholderiet (Christiane Schaumburg-Müller). Scenen er guld værd, og skal ikke udsættes for ufuldstændig udpensling, derimod opleves.
Ida og Philip har et lignende tragikomisk møde i lufthavnen: Ida bakker direkte ud i 007’s kæmpebil, og der er etableret kontakt. Philip er permanent sur på alt og alle grundet en ubearbejdet tragedie i fortiden, og Ida er lidt ved siden af sig selv fordi kemoterapi og utroskab hænger over hende som to store smogskyer. De to ting hun har hængende over hovedet er fint symboliseret ved parykken der ramler frem og tilbage når Ida er i en penibel situation. Og som om det ikke var nok at blive afsløret midt i akten, vælger Leif at tage Tilde fra bogholderiet med til brylluppet. Hvad der startede ud som en smægtende øm og idyllisk fejring af to unges kærlighedserklæring er nu kørt helt af sporet, og eksemplificeres nok bedst da Leif udbryder ”Det er sgu da noget af en smadderkasse” om Philips italienske villa.
Men selvom scenen er sat til den helt store bryllupsfest, og gæsterne er kommet langvejsfra, og de to familier mødes for første gang, næsten helt Romeo og Juliet-agtigt, er det slet ikke det ”Den skaldede frisør” handler om. Filmen fokuserer på Trine Dyrholms karakter Ida der forsøger at finde sig selv ved at lære at bryde ud af sin forstadsidyl med Weber på terrassen og røggrå platter på væggen i frisørsalonen. Og ”Den skaldede frisør” leverer sine pointer med største kløgt og snilde.
På trods af kun at medvirke i to scener beviser Bodil Jørgensen for gud ved hvilken gang sin fantastiske egenskab til at spille en frastødende men meget underholdende sørgelig kvinde. Paprika Steen er også fantastisk upassende og hæver, eller sænker, barren for hvor nederdrægtige ting man egentlig kan sige i en halvseriøs spillefilm. Noget andet iøjefaldende er hvordan det tragikomiske vokser frem i mangen en scene. Eksempelvis da Ida kommer hjem og tager Leif og Tilde oppe fra bogholderiet midt i akten. Som tidligere nævnt skal scenen ikke forklares, men den er helt og igennem ærkedansk idet den er en ubehagelig kombination af kemoterapi og utroskab. Tillige er Trine Dyrholm og Kim Bodnias skuespil helt i særklasse.
“Den skaldede frisør” er en god fortælling om en frisør der omsider forstår, at en paryk ikke er nok til at skjule ar på størrelse med en smogsky. Der er ingen grund til at gå med paryk hvis det man skjuler ikke er værd at skjule. Filmen kommer op på siden af ”Den eneste ene”. Ja, du læste rigtigt.
Hvis du har billetter til ”Den skaldede frisør” har du billetter til en time og halvtreds minutter i et hylende morsomt selskab uden det bliver for Live fra Bremen-plat. Det er en befrielse at se, at al dansk komik ikke behøver være underdanigt.
