’Den sommer’ er både kassen med fugtbedagede fotografier fra kælderen og et spillevende fotoalbum fra verden af i går.
”Alle var der”, bliver sagt igen og igen, som filmens første kvarter løber over skærmen. Fotografier og korte klip af Jackie O, Andy Warhol og Mick og Bianca Jagger efterfølger nonchalant hinanden med samme trumfgrad som esser i et kortspil, uomtvisteligt interessante, selvom der er tale om sekunders varighed. Man smugkigger ind i en sindrig glamourøs fortid. En tidskapsel, der for længst er gravet ned og kun lever som historie.
Og historie er der nok af. Ophavet til ’Den sommer’ er snørklet at forklare. Den er resultatet af fotografen Peter Beards og Lee Radziwills optagelser fra 1970’erne, som man troede var tabt. Derudover har to af filmens fotografer Albert og David Maysles lavet dokumentaren ’Grey Gardens’ i 1976, der ligesom ’Den Sommer’ handler om overklassedamen Edie Bouvier Beale og hendes datter af samme navn i deres tilbagetrukne liv i East Hampton.
Den slags divaer ser man ikke nu til dags
Akkurat som i Billy Wilders ’Sunset Boulevard’ er der noget næsten mytisk over de to Edies. Den gamle Edie, som har nydt en stund i berømthedens blændende lys og altid efterfølgende vil optræde for det, selvom hun sidder i en faldefærdig 28-værelser stor villa, hvor lopper, vaskebjørne, katte og vildtvoksende buskadser har overtaget styringen.
Selvom man ikke kender særlig meget til den sociale scene, filmens personager var en del af, får man et fuldbyrdet indtryk af flere generationers excentricitet. De to damer kan uden tvivl have inspireret adskillige fiktionelle karakterer og ville indgå glimrende i såvel ’Trillingerne fra Belleville’, som et Wes Anderson-univers. At de er ægte levende stykker historie, gør dem kun mere opløftende at betragte.
Ingen skør gammel dame uden katte
Filmens på en gang vage og letforståelige handling drejer sig om en sommer, hvor niece og kusine Lee Radziwill, akkompagneret af sin søster Jackie Kennedy Onassis, påtager sig at istandsætte Ediernes saneringsmodne ejendom i The Hamptons. Det er ikke videre nervepirrende, men der er mange morsomme udtalelser undervejs. Særligt når de skøre Beale-damer taler om husets katte og forklarer, uden snerten af bevidsthed omkring udtalelsernes gakkethed, at en af kattene hedder Teddy Kennedy, fordi den ligner ham, især i profil.
Det er ikke til at gætte, at villaen rummer 28 værelser, når man ser filmoptagelserne. De er som regel fokuseret på enkelte nipsproppede rum. Indstillingerne af lysmodtageligheden på kameraerne gør, at optagelserne af de samme tidsforløb er som dag og nat. Det skaber en eventyrlig umulighed af at finde hoved og hale i huset. Selvom det, man i virkeligheden allerhelst ville have set, var renovationen – et før og efter Extreme Home Makeover East Coast Upperclass Socialite Edition.
At sommeren er forbi, før man ved af det, kan ophøjes til en af livets store sandheder. ’Den sommer’ starter in medias res og slutter på samme måde. Pludselig blinker man, og kighullet er stoppet til, 1970’erne er ovre, og man sidder til dels misfornøjet tilbage. Man skulle have været der.
Foto: Final Cut for Real