Under juleoverfladen kan der enten være rigtig farverigt og smukt eller mørkt, sort og virkelig ubehageligt.

Du ved, at den kommer, for det gør den hvert år. Julen. Og nu står den igen lige bag dig, stadig med et yndigt og idyllisk ydre og ånder dig utålmodigt i nakken. Klar til angreb med julepapir, gaveræs og grantræsmord, for ikke at glemme de ekstra kilo til sidebenene, minus på kontoen, fastlagte regler og retningslinjer samt ikke mindst den pukkelryggede. Hvis ikke det giver dig sved på panden, må du være af en helt særlig og velstillet art.

Heldigvis for os med allerede begyndende julestress-tics, findes der en kvinde ved navn Steen, Paprika Steen. Sammen med Jakob Weis har hun skabt en film, som for en stund tager dig i hånden og åbner dørene op til en familie, som er så troværdig, intens og rablende skør, at du i de 101 minutter ikke længere vil føle dig alene.

Katrine (Paprika Steen) og hendes mand Mads (Jacob Lohmann) har gjort klar til jul. Teenagedatteren er sur, og sønnen hænger ud på værelset. Sovsen syder, og udenfor daler sneen. Stille og roligt begynder familien at komme med gaver og rødkål. Alt tyder på, at dette er en lykkelig familie uden de store lig i lasten, men så dukker Katrines yngste lillesøster op og familiens dysfunktionelle adfærd bryder ud på bedste komiske vis.

Stressende julefilm eller bare et familieportræt?
Julefilm plejer at skabe julestemning eller i det mindste forsøge på det, men i dette tilfælde sidder jeg på et tidspunkt med forhøjet hjertebanken og ondt i maven over alt det, familien kommer ind på i samtalen. For det er en dialogdrevet film, men på trods af, at den primært udspiller sig i Katrines hus, er der så meget gang i den, at det utroligt nok aldrig bliver kedeligt. Ligeledes er det ret brillant, hvordan så mange mennesker OG en hund, kan sættes sammen samtidig med, at dialogen stadig kommer til at virke flydende, naturlig og troværdig.

Den gennemførte karakter
Karakterarbejdet er helt fænomenalt og jeg sidder med en følelse af, at jeg kunne spørge spillerne om hvad som helst omkring deres karakterer, og at de ville kunne svare uden at blinke. Trods et lidt karikeret udtryk var skuespillet forførende overbevisende, og det var en udsøgt fornøjelse at grine med på alle deres genkendelige adfærdsmønstre. ’Den tid på Året’ er voldsomt sjov.

Særligt én mand gjorde indtryk, og det var Lars Brygmann, der som den afdankede forfatter og onkel Torben leverede en af sine bedste roller til dato. Balancen mellem at være sjov, alvorlig, skrøbelig og ude af kontrol på én og samme tid håndterer han genialt.
Derudover skal børneskuespillerne også fremhæves, da de ligeledes spiller vanvittigt godt og overbevisende.

I ’Den tid på året’ griner vi af os selv og alle vores hykleriske vaner og traditioner. Det er en ærlig komedie, som sætter sig i én og med garanti vil give dig et smil på læben, efter filmen er slut og muligvis også, hvis du finder dig selv til en kaotisk juleaften med hele den pukkelryggede, som du elsker på trods.