Flot finsk krigsfilm står stadig totalt i skyggen af sidste års ’Dunkirk’.

I 1954 udkom ’Den ukendte soldat’. Der var tale om en roman skrevet af Väinö Linna og bogen belyste Finlands fortsættelseskrig mod Sovjetunionen i perioden 1941-44. Bogen byggede på forfatterens egne oplevelser fra selvsamme konflikt og tjente som middel til at hele de ar på den finske folkesjæl, der i sidste ende blev resultatet af krigen. Modsat vinterkrigen i 39-40 var fortsættelseskrigen en angrebskrig med henblik på at tilbageerobre tabte territorier, navnlig Karelen. At angribe den store nabo mod øst og håbe på at slippe levende fra det, kunne kun lade sig gøre igennem Finlands alliance med Nazityskland. Forbitrelsen over Sovjets uprovokerede angreb på det spæde demokrati under vinterkrigen forførte det lille land i seng med djævlen. Finland var det eneste liberale demokrati, der allierede sig med Hitler under den 2. verdenskrig. Efterhånden som tyskernes krigslykke vendte, drev den massive sovjetiske overmagt finnerne på flugt inden landet skiftede side i 1944.

Here we go again
Bogen er filmatiseret hele to gange før. Sidste gang var i 1985 og nu skal vi altså til det igen. Måske en smule uoriginalt men bogen er kendt og elsket af de gæve finner, og over en million af dem er da også strømmet til finske biografer for endnu engang at svælge i myrderier i Karelens nåleskove. Som Finlands dyreste film med et budget på over 50 millioner kr. ser kampscenerne da også fænomenale ud! Lidt à la Terrence Malics ’Thin Red Line’ foregår kamphandlingerne i billedskønne, romantiske naturscener. En art perverteret, finsk edens have. De mange penge er først og fremmest brugt til praktiske effekter, hvilket altid kendetegner gode krigsscener. Eksplosionerne kaster rigtige kaskader af jord og vælter træer til højre og venstre i skyer af splinter. Håndvåbnene skyder med løst krudt og udkaster derved rigtige patronhylstre. Blod og sår er påført af rigtige makeupartister. Der er langt til billigt CGI-skabt blodsplat, mundingsglimt og morternedslag, der ellers har for vane at forpeste lignende skandinaviske produktioner (looking at you, ’1864’).

Fint nok, men hvad med plottet?
Ja hvad med det? Ærlig talt er jeg ikke helt sikker, thi jeg desværre ikke har læst bogen. Forrige filmatisering varede 3 timer og 20 minutter. Denne her varer 3 timer, men den internationale version, som vises på vore breddegrader, varer ”kun” 133 minutter. De bortklippede 45 minutter lader til at indeholde størstedelen af karakteretablerings- og udviklingsscenerne. Plottet fokuserer på 4-5 soldater. Af dem er det reelt kun Rokka (Eero Aho), som man lærer at kende. Rooka er en rebelsk landmand, der ikke giver meget for sine overordnede (der ofte virker komisk inkompetente) og krig som sådan, men pacifist kan man ikke umiddelbart kalde ham. Vinterkrigsveteranen er nemlig umådelig dygtig til at pløkke gudløse kommunister i hobetal, uden at det rører ham det mindste (”de er ikke mennesker”). Navnlig én scene, hvor han ene mand med én maskinpistol nakker en hel deling russere (cirka 40 mand) som sild i en tønde, harmonerer dårligt med filmens ellers realistiske udtryk og efterlader mig forvirret – hvordan skal jeg have empati med den ærlig talt sadistiske tegneseriesoldat? Resten af filmens karakterer får scener i ny og næ men ofte kun med 20-30 minutters mellemrum og udgør derudover kun statister i Rookas fortælling.

Slutresultatet virker som en slags dramadokumentar komplet med landkort til at holde publikum opdateret og løst sammenhængende dialogscener med dårligt etablerede karakterer, der kun tjener til at bringe publikum videre til den næste krigsscene. Scener der, om end flotte, bliver søvndyssende kedelige, da man jo ikke har lært karaktererne at kende og derved ikke interesserer sig for deres skæbner. Måske der er mere at hente i den finske version, men denne skal kun ses i biografen, hvis man længes efter nåletræer og T-34 kampvogne på det store lærred.

Foto: kino.dk