Et slag i maven, et til og så lige ét til.

Fortidens spøgelser ånder hende dødeligt koldt i nakken. Med vaklende tynde ben kæmper hun sig beruset og påvirket, svajende og oprejst. Hun er slidt, hun er vred, og hun er ødelagt, men en ting er sikkert: Intet kan få hendes slidte krop til at stoppe, før hævnens time er gjort op.

’Destroyer’ er krimifortællingen om betjenten Erin Bell (Nicole Kidman) og hendes partner, der som helt grønne og nyudklækkede betjente sendes undercover for at fælde et modbydeligt og ondskabsfuldt afskum. Dette bliver en uundgåelig undergang for de to unge sjæle, og da bæstet dukker op igen 17 år efter, tændes en kraft i Erins smadrede krop og sjæl i forsøget på at få afsluttet et forfærdeligt kapitel i hendes liv.

Bare følg brødkrummerne
Det er meget tydeligt, at skaberne bag dette værk har en kæmpe forkærlighed til filmmediets muligheder samt tidligere udødelige filmklassikere. Erins univers fremstilles sløret og fuld af konnotationer til det glade analytiske sind. Hele tiden bliver der foræret ledetråde til historien, så man som tilskuer, pumpet med hypotesedannelser og siddende på kanten af sædet, konstant limes til universet.

Nicole Kidmans grimme indre
Kidman er en skuespillerinde, der tit deler vandene, men alligevel må denne præstation noteres som pragteksemplarisk af selv den største af hendes modstandere. Den altid smukke og ansigtsglatte kvinde er i dette tilfælde sminket til uigenkendelighed og muligvis oversminket en smule, men dette holder ikke Nicole fra at levere en af sine bedste indsatser i den indtil videre 35 år lange karriere.

Hendes fremstilling af Erin Bell løfter filmen og skaber en nerve, som rammer direkte i maven. Alle hendes kropsbevægelser er som forvandlet og fremstår så autentiske og kraftfulde, at man skulle tro, at hun har nærstuderet de lokale hjemløse misbrugere i årevis. Hvis øjnene er sjælens spejl, viser Nicole Kidman i den grad, at hun rummer virkelig mange facetter og dybder, som jeg ikke har set fra hende før. Hendes krystalblå øjne brænder igennem lærredet og spiller mere skuespil end andre gør med hele ansigtet.

Trods et par uforløste detaljer er ’Destroyer’ en fremragende og spændende film om det skæbnesvangre møde med fortidens fejl og fjender samt et veludført indblik i menneskets til tider dramatiske og følelsesmæssige indre morads. Det er en voldsom og overraskende fortælling om en kvindes evne til at sætte sine egne indre dæmoner til side i forsøget på at fikse det, der ikke kan laves om.