Gud er død. Ja, det er efterhånden en gammel traver. Men det er netop den hest, ‘Det andet offer’s fortælling er spændt for, og vi nyder bestemt kun godt af, at den får endnu en tur i manegen!

Det er det moderne menneskes stigende tro på videnskaben, der slog Gud ihjel. Sådan kan man (meget) kort opsummere Nietzsches udlægning af sagen.

Men uden Gud kan det være svært at forlige sig med livets meningsløshed og uretfærdigheder. Førhen blev disse forklaret som Guds vilje. Og så var ansvaret da i det mindste placeret et sted, omend det ulykkelige stadig gjorde ondt. 

Læger er vor tids guder. De træffer afgørende beslutninger, der kan betyde liv eller død. Men selv læger kan begå menneskelige fejl på de travle hospitaler. Og netop det gør lægen Alexandra (Özlem Saglanmak) på den skæbnesvangre dag, som ‘Det andet offer’ spænder over. 

“Der er vel altid noget, man kan gøre?” 

spørger Camilla (Trine Dyrholm) desperat efter beskeden om hendes 18-årige søns kritiske tilstand.

Spørgsmålet er henvendt Alexandra, der som timerne skrider frem, må erkende, at hun har overset vigtige faresignaler, og at dette kan få fatale konsekvenser for sønnen, Oliver. 

Men Alexandra er kun en lillebitte celle i det kæmpestore hospitalsvæsen. Hendes præstation som læge hviler på et utal af administrative tilfældigheder, økonomiske begrænsninger og ikke mindst på samspillet med kollegerne.

Så hvis skyld er det egentlig, når det en sjælden gang imellem går galt? 

Skyldsspørgsmålet bliver kastet rundt mellem Alexandra og hendes kolleger, hvoraf den uerfarne uddannelseslæge Emilie (Mathilde Arcel Fock), der tog imod Oliver i akutmodtagelsen, er en oplagt syndebuk.

Det er ganske enkelt uundgåeligt ikke selv at få en ret så overfladisk vejrtrækning som vidne til dette ubehag.

Kraftfulde farver og kraftpræstationer

Filmen udspiller sig på Herlev Hospital. Kunstneren Poul Gernes’ farverige udsmykning af hospitalets vægge og interiør fungerer som visuelt krydderi på fortællingen.

De stærke klare farver og grafiske figurer, der pryder væggene, giver filmen et helt unikt udtryk. De store figurer mimer skydeskiver, og spejler således nødvendigheden i præcision fra lægernes side. De må og skal ramme rigtigt hver gang.   

Filmens cast er forrygende. Særligt nævneværdige er Trine Dyrholm og Özlem Saglanmak.

Dyrholm leverer en gribende præstation som fortvivlet og rådvild mor.  Saglanmak formår at vise følelsesmæssige nuancer hos den ellers nøgterne og professionelle Alexandra. Men også Mathilde Arcel Fock brillerer som uprøvet uddannelseslæge. 

Fortrøstningsfuld forløsning

På overfladen er fortællingen i ‘Det andet offer’ ligetil. Det er hverken overraskende eller opsigtsvækkende at skildre dramatiske og livsfarlige hændelser på et hospital og især ikke i akutmodtagelsen. 

Men med fænomenale skuespilpræstationer, visuel snilde og fortællemæssig dybsindighed borer filmen sig gennem overfladen og lige ind i de mest fundamentale og eksistentielle spørgsmål, mennesket kan konfronteres med. 

’Det andet offer’ runger i det tomrum, som Guds død har efterladt os med. Og den klinger alt andet end hult.

Filmen giver et bud på, hvordan man kan forsøge at forlige sig med det meningsløse og uretfærdige i livet. Den efterlader én i en dyb, sørgmodig, dog fortrøstningsfuld udånding.