Endnu en fremragende CPH:DOX er overstået. Hovedstadens dokumentarfestival bød på 200 film, og selv for bunddedikerede filmnørder er det desværre for meget at nå på tolv dage. Alligevel skal I ikke snydes for vores favoritter, hvor der måske befinder sig nogle lidt alternative valg i blandt.

Af Laurits Alex Struck og Mathies Sætre Rasmussen

’Fire of Love’ (2022) – Sara Dosa

Det franske ægtepar, Katia og Maurice Kraftt, har en brændende kærlighed til to ting i deres liv – hinanden og vulkaner. 

I løbet af 70’erne og 80’erne var de to vulkanologer rockstjerner inden for deres felt og elsket af befolkningen for deres skæve personligheder og passion for nok en af de farligste videnskaber på kloden. 

Instruktør Sara Dosa har indsamlet timevis af arkivoptagelser og sammen med sit hold klippet det sammen i en stil, der emmer af den franske nybølge. ’Fire of Love’ er fyldt med humor og blødende smukke skud af alverdens frygtindgydende vulkaner, som har været her meget, meget længere, end vi har.

Hvad Jacques-Yves Cousteau var for det akvatiske, var de to franskmænd for spruttende vulkaner. Det er en livsstil, som sætter sine spor på et ægteskab lige til det sidste, men Katia og Maurice ville ikke have det på nogen anden måde.

’We Were Once Kids’ (2021) – Eddie Martin

Larry Clarks kontroversielle kultfænomen ’Kids’ fra 1995 blev med gode grunde mødt af løftede øjenbryn fra befolkningen. De tåkrummende og chokerende udskejelser, som udfoldede sig på skærmen, var af så realistisk karakter, at folk blev i tvivl om, hvorvidt de rent faktisk sad og så en spillefilm og ikke en dokumentar. 

De unge skatere fra Washington Square Park i New York lever et hårdt liv med druk, stoffer, og ikke mindst sex uden prævention, som var til stor forargelse for mange af seerne. På trods af det, eller måske endda på grund af det, blev filmen især et hit blandt Generation X’ere.

Men Eddie Martins ’We Were Once Kids’ fra 2021 demonstrerer, at der måske ikke var så stort et skel mellem fiktion og virkelighed alligevel. Larry Clark, som i forvejen var en notorisk fotograf, måske bedst kendt for sin sensationelle bog, ’Tulsa’, hang ud sammen med de meget yngre skatere og præsenterede sin idé for dem om at lave en film om deres liv. Med tomme maver og uden mønt på lommen strømmede de unge newyorkere til audition uden rigtigt at vide, hvad de gik ind til.

’We Were Once Kids’ er en utrolig stærk bag-om-scenerne dokumentar om de rigtige ”kids” fra ’Kids’. Om hvordan unge gadebørn, som Harold Hunter og Justin Pierce, blev lovet guld og grønne skove, og hvordan det resulterede i tragedie for dem begge.

’Hide and Seek’ (2021) – Victoria Fiore

Med udsigt ud over det azurblå Tyrrhenske hav og med gamle, charmerende bygninger er Napolis skønhed ikke til at tage fejl af. Drager man længere ind i havnebyens tætpakkede kvarterer, hersker der dog en lidt anden virkelighed.

Med sin opvækst delt mellem London og Napoli inviterer instruktør Victoria Fiore os ind i Det Spanske Kvarter – et af de fattigste nabolag i byen. Her følger vi en familie med den 10-årige Entoni i spidsen og hans kamp om at undgå ungdomsfængslet.

’Hide and Seek’ er en klaustrofobisk og fængende dokumentar om den onde cirkel, social arv kan vise sig at være i de hårdeste situationer, hvor familier har svære vilkår. Dokumentaren indeholder et fantastisk galleri af excentriske karakterer og historiefortællere fra Entonis familie, som man kommer helt tæt på i form af ekstreme close-ups.

‘Cow’ (2021) – Andrea Arnold

En malkekos liv optaget på film. Konceptet er så simpelt, at man kan forestille sig billederne, før man ser filmen. At sætte sig og se 90 minutters optagelser fra en kostald sætter dog sine spor.

Gennem fødsler, malkninger og hjerteskærende afsavn retter Andrea Arnold sit kamera skånselsløst imod det moderne liv som ko. Glæde, monotoni og sorg står afbilledet fuldstændig på egne vilkår uden brug af forklarende tekst eller voice-over.

I nærbillede efter nærbillede konfronteres man med de følelsesmæssige konsekvenser ved at ressourcegøre dyr, og det er stærkt at opleve den forbindelse og det følelsesfællesskab, man kan have med en ko.

‘This Much I Know To Be True’ (2022) – Andrew Dominik

‘This Much I Know To Be True’ er en blanding af koncertfilm og portræt af det kreative, musikalske makkerpar Nick Cave og Warren Ellis. Den skriver sig ind i en slag ‘Nick Cave Cinematic Universe’ for at låne et term fra Marvel. 

Gennem en række portrætfilm og koncertfilm er de forskellige æraer siden Nick Cave and the Bad Seeds udgav albumet ‘Push the Sky Away’ i 2013 blevet kunstnerisk udforsket. I den sammenhæng er Nick Cave gladere end nogensinde midt i alle verdens kriser og hans bearbejdelse af personlig sorg. Energi-niveauet er hævet fra den ensomme pandemi-koncertfilm ’Idiot Prayer Nick Cave – Alone at Alexandra Palace’, og det smitter af.

Det fylder en med håb, når selv Nick Cave, som er kendt som en mørkets præst, kan sætte pris på verdens skønhed og det fællesskab, der er i at dele den følelse – om det så er med fans på nettet eller musikalske partnere såsom den virtuose Warren Ellis.

‘Novorossiya’ (2022) – Enrico Parenti, Luca Gennari

Før Putin invaderede Ukraine, var der en årelang kamp i Donetsk og Luhansk med pro-russiske separatister og den russiske hær på den ene side og Ukraine på den anden. Novorossiya, som separatisterne kalder området, bliver portrætteret gennem en filmisk al fresco sammensat af billeder og interviews med beboere og soldater.

De rituelle, nationalistiske ceremonier fylder i alle dele af deres liv, og vægten bliver lagt på lige præcis det samme, som Putin propaganderer: Rusland skal afnazificere Ukraine, ligesom de gjorde det med Tyskland. En film, der næsten ikke kunne være mere relevant.

Var det alt?

Bestemt ikke, da der er meget mere at snakke om. For et mere dybdegående perspektiv på dette års CPH:DOX, kan man holde et vågent øje med de steder, man lytter til podcast, hvor det inden længe vil være muligt at lytte til vores DOX-special afsnit.