En søgen efter forsvunden magi i et moderne samfund bliver ligeledes en søgen efter den hjertevarme, animationsstudiet tidligere har givet os.

Jeg har ingen skam i livet, når jeg siger, at tårerne kom på gled, da jeg oplevede historier som ’Toy Story’, ’Find Nemo’, ’Ratatouille’ og ’Wall-e’ for første gang.

Måske også anden gang jeg så dem. Og tredje gang.

Pixar Animation Studios har let smyget sig ind i hjerterne på børn og voksne ligeså med deres eventyrlystne, relaterbare fortællinger, der som regel også har noget større på hjerte.

Derfor havde jeg naturligvis høje forventninger, da jeg satte mig i anmeldersædet i denne omgang. Og mens relaterbarheden er intakt, så må jeg indse, at Disney Pixars nyeste skud på stammen ikke kan røre mig på samme måde som deres tidligere hits.

Et moderniseret eventyr
Instruktøren Dan Scanlon fik sin spillefilmsdebut med ’Monsters University’ tilbage i 2013, en prequel til det velkendte ’Monsters, Inc.’, og er nu tilbage med en original baseret på sin egen familie.

I ’Fremad’ møder vi to elverbrødre, Ian (Tom Holland) og den ældre Barley (Chris Pratt). Historien kredser om deres forhold til hinanden, men i højere grad til deres afdøde far, som den yngste aldrig nåede at møde.

Dette univers er et højteknologisk ét af slagsen med fantasyelementer drysset på toppen.

Magi er blevet noget, hvis brug er svindet hen i takt med, at modernisering gjorde livet langt nemmere. Men brødrene finder ud af, at deres far var troldmand, og kort og godt udvikler dette sig til en heltefærd i håbet om at kunne bringe deres savnede rollemodel tilbage til livet i blot én enkelt dag.

Gamle kendinge i nye klæder
Det er blevet officielt, at Pixar nu også har opdaget den kommercielle succes ved at arbejde med Marvel-skuespillere.

Men det er tydeligt, at Chris Pratt er blevet typecastet til den samme, højrøstede, men elskværdige taber, mens Tom Hollands yngre hovedrolle er en helt, hvis eneste rigtige ønske er at komme ud af sin skal. Faren, som de aldrig rigtig har kendt, bliver anset som godheden selv, mens moren, der opfostrede dem alene, må holde sig i baggrunden.

Har vi ikke hørt den præmis en gang for meget?

Animationen er skøn og farverig, noget man kun kan forvente af studiet efter alle de succesrige film, det har leveret – derfor er det ærgerligt, at deres første bud i 20’erne byder på den ene kedelige karakter efter den anden, i en langtrukken historie som ikke kan finde ud af, hvad dets mål egentlig er.

I børnenes hoveder
En anmelder kan sidde og gøre sig klog på meget, men vi må indse, at dette først og fremmest er en film rettet mod børn. Det er ikke andet end fair, når der er tale om Disney.

Men jeg kan stille det spørgsmål om, hvordan den vil påvirke børn.

Vores to helte har utallige skænderier igennem deres færd. Dette er ikke utænkeligt, når der er tale om søskende, men når der råbes omkring enhver fejlsætning, og hvert eneste førnævnt skænderi bliver glemt på et øjeblik uden forløsning, så lægges der mærke til det.

Samtidig er størstedelen af, hvad man kan kalde hårde emner som pakket ind i bobleplast, kun kan være for at gøre det hele mere familievenligt.

Og derfor råber jeg nu ud til forældre og eventuelle fremtidige Disney-ansatte: børn er ikke dumme.

Sorg er så utrolig vigtigt og relevant at tale om, men hvis en spillefilm laves om det, så forventes det, at man går i dybden. Og de yngste er påvirkelige, ja, men der er ingen grund til at liste rundt om nogen, der faktisk gerne vil lære.

Den måske mest vellykkede Pixar-film, ’Op’ fra 2009, er et rørende portræt af en enkemand, der kommer videre med sit liv efter konens død. Og mens ’Fremad’ lider af bratte emneskift, når mindre end opløftende samtaler er på vej, så fik denne publikum til at tænke, og lykkedes stadig at holde sig på børns niveau.

Som anmelder, og fan, bliver jeg nødt til at konkludere, at deres nye familiefilm ikke er andet end ordinær.

Pixar har siden sin start været et studie, der altid tager chancer, og i skyggen af dens nye banalitet, sidder jeg ikke med mange følelser tilbage end skuffelse. Er dette mon begyndelsen af slutningen på deres herredømme over animationsgenren?