Med grov humor og masser af ulækkerheder skiller ’Old Man – The Movie’ sig ud fra stop-motion-mængden, men det er ikke ligefrem en specielt morsom oplevelse.

Mælk er egentlig ret klamt, når man tænker over det. Det er princippet, instruktørerne Oskar Lehemaa og Mikk Mägi åbenbart baserede hele dette stop-motion-projekt på. Andre klamme ting inkluderer mudder, lort, sved, spyt, bylder og indvolde. Dem finder de også plads til.

Man skal have maven og humoren til at tåle filmens toneleje, men også en tolerance for grove vittigheder, der mest spiller på, hvor smålige og onde folk kan være mod hinanden.

Malkning: Et vigtigt ansvar

Vi møder først vores unge helte – en søskendeflok på tre – på bagsædet af bilen på vej til deres bedstefars gård, hvor de skal hjælpe til i løbet af sommeren. De to ældste sidder begravet i deres telefoner (haha, ungdom nu til dags), og da den yngste viser et hjemmelavet legetøj frem, bliver den hurtigt smidt ud ad vinduet, hvor den lander i en kokasse.

Man skal ikke vente mere sofistikeret humor – kun mere absurd.

Deres alkoholiske bedstefar taler med, hvad man må gå ud fra, er en morsom bonderøvsaccent (jeg taler ikke estisk, men nogle ting er universelle), og han sætter dem til at skovle lort hele dagen, mens han malker sin ret så misbehandlede ko, så de konstant mælketørstige landsbyboer kan tilfredsstilles.

Da koen slipper løs, må familien på jagt efter hende, men de må også bekæmpe den oldgamle ”Old Milker” – en mand, som med hjælp fra nogle hyrede skovhuggere, vil slå koen ihjel, før dens overfyldte yver eksploderer og ødelægger landsbyen. Det er en ulykke, han har oplevet før.

Old Milker er umådeligt frastødende. Han sveder mælk, bløder sur creme og stirrer ud af sit blege, rynkede ansigt med blodrøde øjne.

Tykke væsker i stop-motion

Filmens stop-motion har en vis uprofessionel kvalitet, der tilføjer til dens charme og skævhed. Karaktererne har lerhoveder med ubevægelige ansigter, så meget af deres personlighed skal udtrykkes gennem kropssprog og stemmer.

Der er nærmest brugt flere kræfter på at sørge for, at mudder, mælk og efterladenskaber virker så vådt og ulækkert som muligt. Og lad det også blive sagt, at mælken måske flyder lidt for tykt, og den gamle bedstefar bevæger sig lidt for ivrigt under malkningen…

Er lort og mælk virkelig så sjovt?

Der går nærmest ikke en scene, uden nogen får et eller andet klamt i ansigtet, og det stopper med at være sjovt meget hurtigt. Og når filmen skal bringe humor ud af sine karakterer, er det ofte gennem smålighed og mobning.

Det er en skam, for i de scener, hvor ’Old Man – The Movie’ søger latteren i uventede animationsvalg eller veltimede klip, bliver latteren oftest fundet. De øjeblikke er sjældne og er omgivet af spytklatter, ubehagelige spydigheder og skøre idéer.

Tanken om et liderligt, talende træ eller en rockkoncert i en kæmpebjørns fordøjelsessystem er sjove og kreative nok til at holde opmærksomheden, men absurditet hamler ikke op med velkonstruerede vittigheder.

Med filmens foragt for oprigtige følelser og konstante forsøg på at chokere, føles den som et aflyst program fra det fandenivoldske voksenanimationshus ’Adult Swim’, der ikke fandt sit publikum. Man kan undre sig over, om det publikum findes.