Kasseret og udstødt af samfundet, sådan føler hovedpersonerne sig i Shaky González’ nye film, og ikke som titlen ”Det Grå Guld” så ironisk refererer til. Den ældre borgers erfaring er ikke længere værdsat i et hektisk fremadsøgende København, som udsluser de ældre for at få plads til de unge. Shaky González’ nye danske komedie-drama er både frisk og rørende men absolut middelmådig.
Ægteparret Anette (Birthe Neumann) og Holger (Lars Knutzon) får sig en ubehagelig overraskelse, da de finder ud af, at de kun har en måned til at forlade deres bolig, da ejendommen skal ombygges til ungdomsboliger. Dog er det, helt paradoksalt, Holgers gamle senile sind der er skyld i, at brevet angående ændringerne er gået tabt. Anette og Holger får i deres fortvivlelse tilbudt en lejlighed, som viser sig mest af alt, at minde om et plejehjem. For at undgå en direkte udsigt til kirkegården må der handles, men ægteparret er sat økonomisk ud af spil og efterladt uden det mindste at hæve puljen med.
Holger har for længst mistet gnisten i livet, og taler allerede om begravelse og gravsten. Anette derimod er frustreret, og har ikke tænkt sig at lade sig kue. Hun ejer stadig livsglæde og er en både sprudlende og aktiv aldrende kvinde. Hun tager udfordringen op og ansøger om et lån i banken. Her møder hun sin tidligere kæreste og dansepartner John (Kurt Ravn). Den velsoignerede, jakkesætsklædte og pæne bankmand John lever en ensom og triviel tilværelse, som ændres radikalt, da hans møde med Anette falder sammen med hans afskedigelse fra Danske Bank. Med Anette som bindeled og styrende element, beslutter de tre sig for at begå et bankrøveri for at sikre sig en alderdom på 1.klasse.
Filmens plot understøttes af hverdagens følelser og dogmer; som jalousi, sympati, tilgivelse og ikke mindst kærlighed i pluralis. Et af filmens største temaer er kærlighed, som i filmen løber zigzag og runder de pureste budskaber; Næstekærlighed, at elske en person så højt, at du kun ønsker dem lykke uden selv at være en del af den, gammel kærlighed der spirer på ny og en kærlighed der bunder i livslang respekt er al sammen at finde i ”Det Grå Guld”.
Filmen er en fin lille tilføjelse til samlingen af danske komedie-dramaer, og selvfølgelig den ophobende bunke af film omhandlende alderdommen og dens glemte glæder. Desværre giver denne film følelsen af, at den er bygget ud fra tanken om, at fremprovokere disse kærlighedsbudskaber og alderdoms-komik frem for et interessant eller bare mere selvstændigt plot.
Danske komedie-dramaer har ofte opnået stor succes med netop simple plots, der har været båret af dogmer og følelser såsom Italiensk for Begyndere og Den Eneste Ene, men ”Det Grå Guld” slipper ikke helt godt af sted med dens rovdrift på klicheer, humor og kærlighedsscenarier.
Mest af alt så mangler den det, som danske film ifølge mig er bedst til; at ramme mit følelsesregister med noget der i princippet er såre simpelt, men netop i sin realistiske nøgenhed og genkendelighed afklæder min kritiske facade og rammer en godt gemt dansk folkesjæl.Det Grå Guld er en hyggelig og kærlig film. Birthe Neumann gør det godt og Kurt Ravn er en flot mand.
Opsummeret: en jævn oplevelse.
