Zombier, flygtninge og en selvudnævnt horror-aficionado mødes i Kødbyen til en aften fyldt med overraskelser.

Med fare for at lyde arrogant, hvilket jeg i bund og grund er fuldkommen ligeglad med, så er betegnelsen ”horror-ekspert” bestemt ikke en, jeg har noget imod at få vedhæftet mit navn. For mig er der ingen tvivl om, at denne filmmediets absolut mest kreative legeplads fortjener mere end det halvblakkede ry, den har hos den almene biografgænger eller seer. Sandsynligheden for, at netop din yndlingsinstruktør har haft genren inde på livet enten som arbejde eller fan, er ganske stor.

Så længe en horrorfilm skræmmer eller underholder (på den rigtige måde og ikke ”den-er-så-dårlig-at-den-bliver-god” måden), så er der fri leg. Intet emne er helligt, og netop derfor egner den sig perfekt som en blodig kommentar til, hvad end agenda de kreative mennesker bag filmen ønsker at italesætte.

Derfor var det med stor interesse og alligevel en stor portion skepsis, at denne teaternovice bevægede sig ud på teater ’Sort/Hvid’ til en aften bestående af det Reumert-vindende stykke ’Levende døde’ og så en af filmhistoriens mest notoriske film nogensinde, Ruggero Deodatos ’Cannibal Holocaust’.

For hvordan er det lige, at et stykke med zombier hænger sammen med en film om kannibaler?

En dunst af fisk
Vel allieret med en teater-connaisseur entrerede jeg de tidligere slagterhaller i Kødbyen. Lobbyen var allerede udstyret med det lærred, hvor filmen skulle vises, og snart blev vi vist ned ad en korridor til salen, hvor stykket skulle opføres.

En røgmaskine og yderst atmosfærisk, ildevarslende musik satte en stemning af virkelig ubehag, inden vi overhovedet havde sat os på de ringe klapstole, som skulle være vores bastion den næste halvanden time.

Den sirenelignende musik kørte fortsat ud igennem højtalerne som en dødsmessende der varsler om den kommende apokalypse. Kulissen var et køkken, med et bord hvor der var dækket op til tre i midten, en vask til venstre, et komfur i midten bag bordet og så en stol og spejl ude til højre. På hver side af bordet var der to indgange, hvor flagrende perlegardiner fuldender 70’er/80’er æstetikken.

Så kom hun. Langsomt og med nærmest vaklende bevægelser stavrede hun forbi den højre indgang og videre til den venstre. Gardinerne blev skubbet til side, og aftenens første WTF øjeblik indtraf. I stedet for normale øjne var Neel Rønholts fuldstændig fyldt ud med det sorteste sort. Iklædt en sommerkjole, skrigorange stor paryk og indsmurt i den generøse side af en halv liter olivenolie lignede hun noget, der er taget ud af et David Lynch mareridt. En følelse, der blev forstærket i betydelig grad, da de to andre skuespillere, Özlen Saglanmak og Morten Burian, kom ind på scenen i noget nær slow motion.

Der skal åbenbart laves mad til en middag, for snart kom først duften af stegte løg og kort efter også fisk, hvilket fik mig til at fortryde ikke at have spist noget før forestillingen.

De dødes sprog
Måden de talte på var ganske som bevægelserne; langsomt og uden spor af følelser. Overdrevne grimasser forstærkede den i forvejen ubehagelige følelse.

I hvert fald for undertegnede. For andre blandt publikum er det ren folkekomedie, vi var vidne til, og der var helt klart en sylespids undertone (knapt så subtil) af politisk og samfundsmæssig kritik. Replikken ”Hvad mon EU ministerpræsidentformanden tænker” eller en lille variation deraf, blev gentaget flere gange med større og større grin fra salen til følge – og den blev sjov efter anden og tredje gang.

Historien handler, meget kort ridset op, om tre personers samtaler og angst angående de horder af flygtninge, som strømmede til Europa for få år siden. Deriblandt også frygten for hvilke sygdomme, der kan følge med (cue dyster musik og zombie-virus).

Som sagt var det første gang i umådelig lang tid, jeg var i teateret, men fy for fanden da, hvor var det et gensyn af de helt store. Det er bestemt ikke for enhver. Dertil vil jeg mene, det er alt for genreforankret og eksperimenterende for den gængse teatergænger.

Er man til gengæld klar på et svampetrip mikset med horroræstetik (bestemt ikke en cocktail for almindelige dødelige), så er ’Living Dead’ uden tvivl en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Skuespillet er eminent, ikke mindst takket være den vanvittige fysiske præstation, der ligger i de ekstremt kontrollerede og langsomme bevægelser. Min ledsager var også fuld af lovprisninger af netop denne facet efter stykket, og kaldte sågar en enkelt af bevægelserne for en fysisk umulighed – men ikke desto mindre, så så vi den på scenen.

Der hvor filmen knækker
Efter dette mindfuck var det nu tid til film.

Til at introducere det grønne helvede var instruktøren af ’Living Dead’, Christian Lollike og Jacob Lillemose, som i pressemeddelelsen omtales som zombieekspert, hvilket irriterer mig. Ikke at han kaldes zombieekspert, men at man har valgt en KANNIBAL-film og ikke en ZOMBIE-film til dette arrangement.

I samme meddelelse lovpriser Lollike zombie-genrens alfader, George A. Romero, så hvorfor man har fået denne hjerneblødning og ikke valgt en af mandens tre første zombie-film, er fuldstændig grotesk. Især ville ’Dawn of the Dead’ have været oplagt, da den æstetisk har mange lighedspunkter med stykket, samt spiddende samfundssatire á la stykket.

Med dette sure opstød af vejen, vender vi nu tilbage til aftenens filmintroduktion. Lollike og Lillemose havde åbenlys kemi, hvilket gjorde at tingene forløb i et fint tempo. Begge nørder stiftede bekendtskab med genren som teenagere, og når man først er blevet bidt en gang af det vidunderlige monster, som er horrorgenren, så bliver den med dig for livet.

Der var som sådan ikke de store åbenbaringer, der kom ud af den knap halve times snak, men selskabet gjorde at det egentlig var en ganske hyggelig omgang. Koblingen mellem kannibalfilmen og zombiestykket var, at begge formåede have en samfundskritisk agenda, svøbt ind i horrorens makabre sjal. Ikke ligefrem den største kobling, men en valid en ikke desto mindre.

Så var det filmtid! Desværre viser det sig, at der blot er tale om en blu-ray, der er blevet koblet til en projektor. Da jeg allerede havde set filmen flere gange (og som faktisk ikke er særlig god, men i højere grad lever højt på sit rygte om brutalitet (Spoiler: et par aber, en gris og en skildpadde bliver virkelig dræbt; blodigt, men egentligt bare et billigt trick for at sælge billetter)), var incitamentet for at blive og se den, ikke særlig stor.

‘Living Dead’ spiller frem til d. 8. december mandag til fredag kl. 20 og lørdag kl. 17 på Sort/Hvid i Kødbyen.